ΑΝ ΠΕΘΑΝΕΙΣ ΠΡΙΝ ΠΕΘΑΝΕΙΣ, ΔΕ ΘΑ ΠΕΘΑΝΕΙΣ ΟΤΑΝ ΠΕΘΑΝΕΙΣ

(ΠΑΡΟΙΜΙΑ ΟΡΘΟΔΟΞΩΝ ΜΟΝΑΧΩΝ)

Δευτέρα 23 Φεβρουαρίου 2015

Den Ortodokse Kirke i Danmark


Η Ορθόδοξη Εκκλησία στη Δανία και βασικές πληροφορίες για την Ορθοδοξία στα δανέζικα. Αν έχεις φίλους Δανούς, είτε μέσω η/υ είτε επειδή ζεις στη Δανία, μπορείς να το μοιραστείς μαζί τους. Ίσως είναι το καλύτερο δώρο που μπορείς να τους κάνεις.

Fra Wikipedia

Billede fra her
I Danmark findes der en række migrantmenigheder med ortodoks baggrund. Ældst er Aleksander Nevskij Kirke i Bredgade i København, som blev opført i 1881-83 til Prinsesse Dagmar, der senere blev russisk kejserinde. Der eksisterer også en dansksproget menighed under navnet Den Ortodokse Kirke i Danmark Gudsmoders Beskyttelse, som hører under det Vesteuropæiske Eksarkat med hovedsæde i Paris.

Fra her:

Copenhagen:
Russian Orthodox Church-Moscow Patriarchate in Denmark:
http://www.ortodoxy.dk
St. Alexander Nevsky Parish in Copenhagen – http://www.ortodoxy.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=11&Itemid=61
Romanian Orthodox Metropolis of Germany, Central and North Europe – Diocese of North Europe: http://parohiaortodoxacopenhaga.dk
Serbian Orthodox Diocese of Great Britain and Scandinavia: http://www.svetigeorgije.dk
The Ecumenical Patriarchate has a Metropolis of Sweden and Scandinavia, so probably there is also a Greek parish somewhere in Denmark.
The Protection of the Theotokos parish of the Patriarchal Exarchate for Orthodox Parishes of Russian Tradition in Western Europe, although not in Copenhagen, it is probably the only one with services in Danish: http://ortodoks.dk/om/om_eng.html

Kir­ke­træet

Kir­ke­træet er en gra­fisk frem­stil­ling af kir­ke­hi­sto­rien. I sagens natur kan en sådan gra­fik ikke gøre rede for detal­jer eller for de meget kom­pli­ce­rede for­hold og årsa­ger, der har dre­vet histo­rien gen­nem to årtusinder.
Træet her­un­der er udar­bej­det på det fak­ti­ske, histo­ri­ske grund­lag, at det er Den Orto­dokse Kirke, som har beva­ret apost­le­nes og den tid­lige Kir­kes tro og lære ufor­an­dret frem til vore dage. Gra­fisk udgør Den Orto­dokse Kirke der­for hovedstammen.
Træet kan der­for også læses som kor­rek­tion og kom­men­tar til et kir­ke­ligt tun­nel­syn, der for­sø­ger at vende histo­ri­ens kends­ger­nin­ger på hove­det ved at frem­stille Den Orto­dokse Kirke som et ’side­skud’ til Den Romersk-Katolske Kirke (se http://www.kristendom.dk)

Kirketræet
Kir­ke­træet

Gra­fik­ken er udført af Nana Qua­pa­radze, f. Poul Seb­be­lov er ansvar­lig for teksten.

En ortodoks helgen i det gamle Danmark:

Ikon af hellige Ansgar. Skrevet af Nana Quparadze.
Skre­vet af Nana Qupa­radze
Ansgar Nordens apostel

Af Henning Nørhøj (kristendom.dk)
 
Ansgar (801-65) er kendt som den, der bragte kristendommen til Danmark og det øvrige Norden. Men det blev uden de store resultater. Modstanden var for stærk. De samtidige kilder giver os et indgående kendskab til Ansgar - både som den fromme og selvopofrende munk og som kirkemand med autoritet og styrke.

Munken Rimbert fortæller om Ansgars liv
Vores kendskab til Ansgars liv og indsats skyldes kilder i form af breve, optegnelser fra mænd ved det kejserlige hof i Frankerriget, men ikke mindst en levnedsbeskrivelse af Ansgars nære ven og efterfølger, Rimbert.

Rimbert var allerede som dreng blevet optaget i Turnholt kloster i Flandern. Dette kloster var af kejser Ludvig den Fromme (814-40) bestemt til at støtte Ansgars mission. Her traf Ansgar den ganske unge Rimbert. Ansgar sørgede for hans uddannelse og indvielse i præstestanden. Senere fulgte Rimbert med Ansgar på en række missionsrejser nordpå.

Rimbert var fascineret af Ansgar og anså ham for at være en helgen. Og derfor har hans skildring af Ansgars liv også karakter af en helgenlegende. Det fremgår af Rimberts beskrivelser, at der har været et tæt venskab mellem ham og Ansgar. Ansgar har betroet Rimbert sine inderste tanker, drømme og visioner.

Ansgars munkeliv og drømme
Ansgar blev født i Amiens i 801. Han mistede tidligt sin mor. Som barn får han drømme og visioner. Han drømmer, at han ser sin mor i følge med Jomfru Maria. Maria spørger ham, om han vil hen til sin mor. Men så bliver du nødt til at lægge al tomhed bag dig og give afkald på drengelege, siger Maria til ham.

Ansgar bliver nu optaget på klosterskolen i Corbie, hvor han opdrages til munkelivet. I 814 dør kejser Karl den Store (768-814), hvilket gør et stærkt indtryk på den ganske unge Ansgar. Nogen tid efter drømmer han, at han selv skal dø. Han påkalder apostelen Peter og Johannes Døberen om hjælp. Han føres ind i skærsilden. Derefter viser Peter og Johannes sig igen for ham og han ser ind Guds himmel, hvor Guds stemme lyder til ham: Gå og bliv kronet til martyriet og vend dernæst tilbage til mig.

Som munk udførte Ansgar alle de bodshandlinger, der blev ham pålagt. Han var til det yderste opmærksom på sine egne synder. I en natlig drøm ser han verden som en kulsort dal, hvorfra kun de få bæres bort af engle. Drømmene fortæller ham, at menneskets egentlige synd er dets tillid til egne kræfter og muligheder. Menneskets synd er dets hovmod. og han hører en stemme, der siger: Hvis du vil fjerne dig fra dette hovmods sygdom, så husk din oprindelse og du vil med Guds nåde blive udfriet.

Drømmene blev en afgørende drivkraft i Ansgars længsel efter at forkynde Guds tilbud om frelse og derved også selv at kunne gøre bod for sine synder. Han skriver små bønner med udgangspunkt i det gamle testamentes salmer, hvori han beder om, at kirken må være den port til opstandelse og evigt liv, som mennesker kan finde frem til. Det er den opgave, han vil bruge sit liv til.

Ansgar bliver missionær
Fra Corbie sendes Ansgar som 22-årig til klosteret Ny Corvey i Saksen. Men allerede tre år efter er det så, at han sendes til Norden. De nordiske lande var stort set det eneste område, hvor kristendommen endnu ikke var forkyndt i den daværende kendte verden.

Sådan har man opfattet det i kirken, og sådan har det også været i Ansgars bevidsthed. Målet var, at evangeliet nåede ud til alverden. Men Norden manglede. Dog var der vel også mere politiske grunde til at bringe kirken til Norden. Vikingerne hærgede de frankiske områder. De sejlede ind i bugter og fjorde, kom op af floderne og hærgede og plyndrede klostre og kirker.

I 826 mødte den danske konge Harald Klark op hos Ludvig den Fromme i Ingelheim. Harald Klark havde brug for politisk støtte i sin kamp for at vinde eneherredømmet over danerne. Resultat af deres møde blev, at Harald lod sig døbe med hele sin familie. Man forespurgte nu abbeden i klosteret Ny Korvey, om Ansgar kunne frigøres  fra sine pligter der og drage med til Danmark. Dette anbefalede abbeden. Og Ansgar så denne opgave som opfyldelsen af sit livs mål. Med sig havde Ansgar en nær klosterbroder ved navn Autbert.

Ansgar på missionsrejse
Vi kender ikke meget til Ansgars indsats de første tre år i Danmark. Sandsynligvis var de resultatløse ikke mindst på grund af af kong Harald Klarks store problemer med at få etableret sin kongemagt.

Autbert blev syg og vendte tilbage til det saksiske kloster, hvor han døde. Imidlertid ønskede nogle svenske stormænd af kejser Ludvig, at kristendommen blev forkyndt i Sverige. Ansgar blev kaldt hjem til kejserhoffet i Ingelheim og forelagt anmodningen, som han uden tøven sagde ja til. Ifølge Rimberts levnedsbeskrivelse (Via Ansgarii) har Ansgar netop forstået rejsen til Sverige som et Guds kald og som en bodsgerning.

Rejsen blev da også farefuld. Skibet, som kejseren havde udrustet til færden, blev udsat for overfald. Det var umuligt at redde skibet, og Ansgar mistede sine liturgiske bøger og andre ejendele. Men endelig nåede Ansgar og hans lille følge til fods frem til svenskernes religiøse og politiske centrum, Birka. Også her blev Ansgars virksomhed besværliggjort af magtkampe og direkte modstand mod hans forkyndelse. Men der var også dem, der lyttede ikke mindst svenskekongen.

Ansgar som ærkebiskop
Ansgar rejste nu tilbage til kejser Ludvig med breve fra svenskekongen. Og for at styrke missionen i Norden besluttede kejser Ludvig at oprette et særligt ærkebispesæde i Hamburg med Norden som område. Senere blev ærkebispesædet udvidet med Bremen.

Som ærkebiskop rejste Ansgar tilbage til både danere og svenskere. Den danske kong Hårik gav ham lov til at prædike, og ifølge Rimbert blev Ansgar kongens fortrolige. Dog lykkedes det ikke at omvende Hårik, men Ansgar fik lov til at bygge kirke i Hedeby, som på den tid var et vigtigt handelscentrum. Ifølge Rimbert var der i forvejen nogle kristne i byen, som glædede sig over, at de nu kunne praktisere deres religion. Flere andre blev døbt og enkelte primsignet, det vil sige, at de fik slået korsets tegn for sig og velsignet.

Imidlertid blev Hårik dræbt og efterfulgtes af Hårik den Yngre, som forbød gudstjenester i Hedeby. Ansgar fik dog genoprettet et godt forhold til kongen. Kirken blev igen åbnet og der blev opsat en kirkeklokke. I øvrigt fik Ansgar jord i Ribe til kirkebyggeri.

Ansgar blev i en drøm også kaldt til Sverige. Han indfandt sig i Birka. Her deltog han i et tingmøde, hvor det blev diskuteret, om kristendommen skulle indføres. Resultat blev, at Ansgar nu fik tilladelse til at bygge en kirke. Der blev ansat en præst, der kunne holde gudstjenester for de kristne handelsfolk på stedet. Denne skildring er i øvrigt et højdepunkt i Rimberts levnedsbeskrivelse. Efter disse rejser døde Ansgar i Hamburg i året 865.

Ansgars personlighed
Rimbert vil med sit skrift om Ansgar tegne billedet af en hellig mand, der gav sig selv til den missionsopgave, som Gud havde givet ham. Om Ansgar havde succes er mindre betydningsfuldt i forhold til det afgørende, nemlig at han fulgte Guds kald til ham.

I Ansgar ser vi en fromhedstype, som blev til i de frankiske klostre i 800-tallet. Livet i fattigdom, selvfornægtelse og stræben efter at opnå frelsen ved gode gerninger var det bærende for munkene. Ansgar selv levede efter dette munkeideal.

Ansgars forhold til Gud var præget af inderlig fortrolighed. Deraf kom de drømme og visioner, som han tolkede som Guds vejledning til ham. Og Rimbert fortæller, at Ansgar i sine sidst leveår opnåede den nåde, at han hvornår som helst kunne få lov til at bryde ud i gråd over denne verden. Samtidig var Ansgar også den stærke kirkemand og rådgiver overfor konger. Og hertil kom, at han var en dygtig diplomat.
 

*******

 
Ikon forestillende Guds moder Maria og Jesusbarnet 

Gudsmoders Beskyttelse

Ærkestiftet – Det Vesteuropæiske Eksarkat
Guds­mo­ders Beskyt­telse er en selv­stæn­dig, orto­doks, kri­sten menig­hed. For­stan­der og præst er f. Poul Seb­be­lov. Vi er knyt­tet til Det Vest­eu­ro­pæ­i­ske Eks­ar­kat, som er et selv­sty­rende, vest­eu­ro­pæ­isk stift inden for Kon­stan­ti­nopels Patriarkat.
Guds­mo­ders Beskyt­telse er orga­ni­sa­to­risk en del af stif­tets skan­di­na­vi­ske provsti. Provst er f. Angel Velit­chkov fra Kri­sti For­kla­rel­ses Menig­hed i Sto­ck­holm. Stif­tet har hoved­sæde i Paris, Frank­rig, hvor der fin­des bis­pe­resi­dens for ærke­bi­skop Job, Hl. Ale­xan­der Nevskij Kated­ral samt teo­lo­gisk uddan­nel­ses­in­sti­tu­tion, Insti­tut St. Serge.
Ærke­stif­tet udgi­ver et nyheds­brev, der løbende kan hen­tes på ærke­stif­tets hjem­meside.


Af f. Poul Sebbelov

 Poul Sebbelov er den eneste ortodokse præst, der er født og opvokset i Danmark, og han er præst for den danske ortodokse menighed Gudsmoders Beskyttelse. Her tænder han lys i kirkerummet, der ligger i kælderen i hans villa i Lyngby. --
f. Poul Sebbelov (foto Leif Tuxen)

Kir­kens inder­ste væsen og Kir­kens virke i ver­den lader sig ikke skille fra biskop­pens og præ­stens embede. Disse ele­men­ter er vævet tæt og ulø­se­ligt sammen.
Det tje­ner intet posi­tivt for­mål at give karak­te­rer til andre kristne. Vi må nøjes med at kon­sta­tere, at det fulde fæl­les­skab mel­lem kristne ikke for nær­væ­rende lader sig vir­ke­lig­gøre i Kir­kens liv. Det kan vi se deraf, at orto­dokse, romersk katol­ske og pro­te­stan­ti­ske tro­ende ikke får del i Kri­sti legeme og blod fra samme kalk, at der altså ikke er nad­ver­fæl­les­skab mel­lem alle kristne.
Vi bør holde os fra at sætte eti­ket på dem, der er kristne på en anden måde end os selv. Vi må, inden for hver vore teo­lo­gi­ske ram­mer, posi­tivt gøre rede for, hvad der bestem­mer kir­ken. Og mens vi gør det, må vi holde os for øje, at hver ene­ste kri­sten, ja, hvert ene­ste men­ne­ske, kan være knyt­tet til Kri­sti Kirke med bånd, som alene er syn­lige for Gud.
Den Orto­dokse Kirke har den tro, at den udgør den ”ene, hel­lige, katol­ske og apo­stol­ske Kirke”, vi næv­ner, hver gang vi under gud­stje­ne­sten syn­ger eller frem­si­ger Tros­be­ken­del­sen. Som en del af sin grund­læg­gende beken­delse udsi­ger Kir­ken såle­des sin tro på sig selv som Guds Kirke, syn­lig, kon­kret og gen­ken­de­lig ved at være til stede og virke blandt men­ne­sker på jorden.
Kir­kens jor­di­ske virke er først og frem­mest base­ret på troen på en gud­dom­me­ligt givet nåde og myn­dig­hed, som vi ple­jer at kalde ”den apo­stol­ske suc­ces­sion”. Det begreb er der­for et grund­læg­gende ele­ment i den orto­dokse bestem­melse af, hvad Kir­ken er.
Kir­ken er imid­ler­tid ikke begræn­set til det jor­di­ske. Guds Kirke er det kristne, mysti­ske fæl­les­skab, som omfat­ter både Him­mel og jord, både levende og hen­sovne. Kir­ken er de hel­li­ges sam­fund; og Kir­ken er Kri­sti mysti­ske legeme, hvis hovede er Kristus selv. Kir­ken er såle­des ikke nogen men­ne­ske­lig orga­ni­sa­tion, selv om vi natur­lig­vis kan pege på en række orga­ni­sa­to­ri­ske struk­tu­rer i den jor­di­ske Kir­kes opbyg­ning. Kir­ken er en the­an­drisk orga­nisme, dvs. den er en levende enhed, som på én og samme tid er gud­dom­me­lig og men­ne­ske­lig. Kir­ken er Guds liv blandt men­ne­sker; og Kir­ken er de tro­en­des liv i Kristus.
Når det så gæl­der den jor­di­ske, den syn­lige del af Kir­ken, hvi­ler den som nævnt på den apo­stol­ske suc­ces­sion. Begre­bet omfat­ter kir­kens ledere, til­syns­mænd eller biskop­per til alle tider; og det inde­bæ­rer den faste over­be­vis­ning, at Kri­sti 12 apostle fra Gud modtog en sær­lig udvæl­gelse og myn­dig­hed. Den nåde og myn­dig­hed både kan og må med­deles videre gen­nem slæg­terne til Kir­kens hie­rarki eller biskop­per, for at Kir­ken fort­sat kan leve som Kri­sti legeme og videre­føre Kri­sti tje­ne­ste blandt men­ne­sker på jorden.
Den jor­di­ske Kirke udgø­res såle­des af de tro­en­des fæl­les­skab, sam­let om biskop­pen. Uden biskop­pen er der ingen Kirke; for biskop­pen er den jor­di­ske Kir­kes bærende ele­ment. Hver enkelt biskop er imid­ler­tid fuldt og helt bærer af nådens fylde. Dette er vig­tigt at for­stå. Der er ikke, og der kan ikke være, tale om nogen karis­ma­tisk ”rang­ord­ning” mel­lem biskop­perne. Ingen biskop er ”over” de øvrige, hver­ken når det gæl­der for­valt­nin­gen af de hel­lige myste­rier eller for­mu­le­rin­gen af Kir­kens tro og lære.
Ingen enkelt biskop er der­for bærer af en større eller dybere Hel­li­gån­dens nåde end andre; men visse biskop­per til­reg­nes en såkaldt æres­for­rang, base­ret på histo­ri­ske, geo­gra­fi­ske og natio­nale kri­te­rier. Såle­des er patri­ar­ken i Kon­stan­ti­nopel af hele Den Orto­dokse Kirke aner­kendt som ”den før­ste blandt lige­mænd”, uden at han der­for til­skri­ves nogen dog­ma­tisk bestemt over­højhed, end­sige ufejl­bar­lig­hed, i lære­mæs­sige spørgs­mål. Ingen enkelt biskop ejer Kir­ken eller er hævet over den.
Der er én og kun én biskop­pe­lig nåde og ordi­na­tion. Alt der­u­d­over er rent admi­ni­stra­tive ord­nin­ger eller ære­stit­ler. Dette for­hold giver imid­ler­tid ofte anled­ning til for­vir­ring. Er en metro­po­lit ”mere” end en biskop? Er en patri­ark eller en pave til­målt en ”større” nåde­gave end en almin­de­lig biskop? Er der én patri­ark, som pr. defi­ni­tion er den øver­ste? Sva­ret på alle disse spørgs­mål er, at der er én apo­stolsk nåde­gave, som med­deler enhver biskop den samme, fulde og uaf­kor­tede karisma.
Orto­dokse Røster i Nord
Lad mig under­strege endnu en gang: Kir­ken er ingen orga­ni­sa­tion; den er en orga­nisme af ene­stå­ende karak­ter: Kir­ken er Kri­sti legeme. Kir­ken er, med andre ord, i selve sit væsen ét med Kristus; og med hele sit virke gør Kir­ken Kristus nær­væ­rende på den måde, Han selv har bestemt. Det syn­lige tegn på, at det for­hol­der sig sådan, er netop den apo­stol­ske succession.
Vi må der­for ikke tænke på biskop­pen eller på hans sted­fortræ­der, præ­sten, som om de var løs­revne indi­vi­der, som har til­re­vet sig eller er ble­vet til­lagt sær­lige ret­tig­he­der og magt­be­fø­jel­ser i samme for­stand, som nogle erhver­ver sig poli­tisk eller øko­no­misk magt. Vi må der­i­mod opfatte biskop og præst som dem, der i Kir­kens fæl­les­skab er ble­vet pålagt denne sær­lige tjeneste.
Biskop­pens embede, for­stået i hele sin apo­stol­ske sam­men­hæng og i lyset af dén Hel­li­gån­dens nåde, der med­deles apost­lene, er for­ud­sæt­nin­gen for, at vi kan tale om og tro, at Kri­sti eget præ­ste­dømme er kon­kret nær­væ­rende i Hans Kirke. For dette er den yder­ste pointe og den inder­ste kerne i den orto­dokse for­stå­else af det præ­ste­lige embede: Der er én ypper­ste­præst, Kristus selv; og føl­ge­lig er der kun ét præ­ste­dømme og én præ­ste­lig tje­ne­ste, nem­lig Kri­sti egen tje­ne­ste, Han, hvis legeme bry­des og hvis blod udg­y­des ”for jer og for mange til syn­der­nes for­la­delse”, som det hed­der i nadverbønnen.
Her er vi ved det afgø­rende i den præ­ste­lige tje­ne­ste. For den består dybest set af dette ene: Kir­kens hie­rarki bærer i sig den gud­dom­me­lige nåde, som til­la­der enhver biskop i Kir­kens skød at aktu­a­li­sere Kri­sti eget offer og for­valte de gud­dom­me­lige myste­rier, først og frem­mest den hel­lige nad­ver. Den nåde­gave er fæl­les for alle biskop­per, for efter orto­doks tro kan intet enkelt men­ne­ske, præst eller biskop, påberåbe sig i sin per­son at være ”Kri­sti stedfortræder”.
Den apo­stol­ske suc­ces­sion er afgø­rende, men den står ikke alene. Det er meget vig­tigt, at vi gør os dette klart. Kir­kens biskop­per har kol­le­gi­alt ansvar for, at Kir­kens tro og lære beva­res ubrudt, ufor­an­dret og i hele sin fylde. Den apo­stol­ske suc­ces­sion beva­rer alene sin gyl­dig­hed for den enkelte biskop, så længe han for­bli­ver i fuld over­ens­stem­melse med Kir­kens tro og lære i sin helhed.
Suc­ces­sio­nen må ikke udarte til en form for selv­be­ro­ende magi. Den er tvær­ti­mod ulø­se­ligt knyt­tet til et reelt ind­hold, som netop udgø­res af Kir­kens ufor­van­skede, apo­stol­ske tro. Hvis der­for nogen biskop på egen hånd for­van­sker kir­kens tro efter sin per­son­lige vilje, kan han natur­lig­vis ikke bare åbne sin egen, nye ”kirke” under påberå­belse af den apo­stol­ske succession.
Der er fak­tisk kir­ker, som søger at fremme en magisk opfat­telse af bis­pe­or­di­na­tio­nen som en iso­le­ret, selv­be­ro­ende hand­ling. I ver­dens stør­ste kristne Kirke, den romer­ske, har dette ført til en række for­vansk­nin­ger af enhed­s­kir­kens oprin­de­lige tro. Det gæl­der så afgø­rende ele­men­ter som Tros­be­ken­del­sen og Guds­mo­der, Marias rolle; og det gæl­der frem for alt den udlæg­ning af apost­len Peters posi­tion, som søger at samle al kir­ke­lig myn­dig­hed i Rom. Måske er Roms hie­rar­ki­ske cen­tra­lisme den stør­ste anstøds­sten over­ho­ve­det for håbet om kri­sten enhed.
Kri­sti jor­di­ske Kirke er bestemt ved den apo­stol­ske udvæl­gelse, som mar­ke­res ved Hel­li­gån­dens udg­y­delse over apost­lene pin­se­dag. Apost­le­nes efter­føl­gere er Kir­kens biskop­per, som de tro­ende sam­les omkring. Biskop­perne har i fæl­les­skab den dob­belte opgave at for­valte de hel­lige myste­rier og, sam­men med alle tro­ende, at bevare Kri­sti Kir­kes tro uden hver­ken at lægge til eller trække fra.

******


Med det føl­gende skal jeg kort antyde læren om men­ne­skets gud­dom­me­lig­gø­relse, sådan som den ind­går i den orto­dokse tro og leves i den orto­dokse kirke.
Vi begyn­der med at spørge: Hvad er menin­gen, for­må­let med det kristne liv? Og vi sva­rer i kir­ken: For­må­let med at leve det kristne liv er at komme til at ligne Gud. Med andre ord: At blive frelst er det samme som at komme til at ligne Kristus. Målet med at være kri­sten er kriste-lighed. Som Grundtvig (skønt ikke-ortodoks) så smukt og præ­cist frem­stil­ler for­hol­det: ”O kriste-lighed, du skæn­ker vort hjerte, hvad ver­den ej véd.”
Vejen, af biskop Kal­li­stos (Ware)
Kriste-lighed! Sådan benæv­nes det kristne livs pro­jekt og per­spek­tiv; og pro­jek­tet har et teo­lo­gisk navn: ”theo­sis” eller ”gud­dom­me­lig­gø­relse”. Denne kate­gori er kon­sti­tu­e­rende for orto­doks kri­sten tro og lære; og den adskil­ler sig afgø­rende fra både katolsk for­so­nings­lære og lut­hersk ret­fær­dig­gø­rel­ses­lære. Begge disse vil for­trins­vis hæfte sig ved Guds til­gi­velse over for det af syn­den træl­bundne men­ne­ske og ved den ”fri­fin­del­ses­dom”, der udlø­ses heraf. Læren om gud­dom­me­lig­gø­relse dre­jer sig der­i­mod over­ve­jende om den for­vand­ling, indre og ydre, men­ne­sker gen­nem­går ved at komme Gud nær og blive for­e­net med ham.
Gud­dom­me­lig­gø­rel­sen i den orto­dokse lære er ulø­se­ligt knyt­tet til Guds oprin­de­lige plan med ska­bel­sen. Alt, som er til, alle uni­ver­sets ele­men­ter, hele skab­nin­gen er bestemt til fæl­les­skab med Gud. Skab­nin­gen i sin hel­hed er ment som en teo­fani, dvs. en åben­ba­ring af Guds her­lig­hed. Frelse består der­for ikke alene i, at Gud lader nåde gå for ret i for­hold til men­ne­skers over­træ­del­ser; frelse består i ”alle tings genop­ret­telse”, som apost­len Peter præ­di­ker om (ApG 3:21).
Ver­den består ikke alene af men­ne­sker, men af alt levende; og men­ne­sket er ikke ene om at være berørt af syn­de­fal­det. Vi tror og lærer, at hele ska­bel­sen er ble­vet ”under­lagt for­gæn­ge­lig­he­den”; men vi tror også, at alt er bestemt til at for­vand­les fra ”for­kræn­ke­lig­hed” til ”her­lig­hed” (Rom 8: 20–21). Og vi tror, at men­ne­sket har en afgø­rende rolle i skab­nin­gens for­vand­ling. Ved syn­de­fal­det har vi revet alting med os. Ver­den er ble­vet noget, vi oftest mis­bru­ger og læg­ger øde. Men ved Kristus og i hans kirke har vi fået den opgave og det ansvar atter at bære skab­nin­gen frem for Gud, vi er ble­vet sat til at med­virke til igen at samle alt det skabte i kær­lig­he­dens fællesskab.
Men­ne­ske­nes frelse er såle­des knyt­tet til hele ska­bel­sens fri­sæt­ning. Først skal vi men­ne­sker blive ”Guds børn”; og ved det nye men­ne­ske skal hele skab­nin­gen sæt­tes fri fra for­gæn­ge­lig­hed og få del i Guds her­lig­hed, altså blive gud­dom­me­lig­gjort. Apost­len Paulus frem­stil­ler sagen sådan: ”Thi skab­nin­gen ven­ter i inder­lig længsel på, at Guds børn skal åben­ba­res” (Rom. 8: 18).
Gud­dom­me­lig­gø­rel­sen, den gen­nem­gri­bende for­vand­ling af men­ne­sket og alt det skabte, eren pro­ces. Vi taler ikke om en fri­fin­del­ses­dom ”én gang for alle”, vi taler sna­rere om en grad­vis for­vand­ling af hele vor måde at være til på. Og for­vand­lin­gen fin­der ikke sted ”auto­ma­tisk” eller ube­vidst. Den fin­der hel­ler ikke sted imod vores vilje. Tvær­ti­mod: Frelse er, orto­dokst for­stået, resul­ta­tet af et bevidst, fri­vil­ligt samvirke mel­lem Gud og menneske.
Hvor­dan kan et sådant samvirke komme i stand? For det før­ste: Den Orto­dokse Kirke har til alle tider lagt afgø­rende vægt på den rette for­stå­else af, hvem Kristus er. Alle stri­dig­he­der på de 7 kir­ke­mø­der, hvoraf det sid­ste fandt sted år 787, og hvor Kir­kens lære i alt væsent­ligt blev for­mu­le­ret, dre­jede sig om dette ene: Hvem er Kristus? Hvor­for? Fordi Kri­sti ”iden­ti­tet” er fuld­kom­men afgø­rende for vor frelse. Kristus er  Gud, og Kristus er men­ne­ske, ”uden adskil­lelse og uden sam­men­blan­ding”, som det udtryk­kes ved kir­ke­mø­det i Chal­cedon år 451. Kri­sti gud-menneskelighed er for­ud­sæt­nin­gen for vor frelse. Guds Søn tog vor men­ne­ske­lig­hed på sig, for at vi kunne få del i hans guddommelighed.

5 per­so­ner fra ærke­stif­tet er ble­vet kano­ni­se­ret som hel­lige af Patri­ar­ka­tet i Kon­stan­ti­nopel: Non­nen, moder Maria (Skob­tsova), pro­top­res­byter (ærke­præst) Alek­sej Med­ved­kov, præ­sten Dimi­trij Klepi­nin, dia­ko­nen Jurij Skob­tsov og læg­man­den Ilja Fundaminskij (Nye hel­lige i vort stift).

Den orto­dokse frel­ses­lære har såle­des som sin kerne en udveks­ling mel­lem, men også en for­e­ning af Kristus og men­ne­sker. Den mysti­ske for­e­ning af gud­dom­me­ligt og men­ne­ske­ligt demon­te­rer  tan­ken om ”sted­fortræ­dende lidelse” til for­del for troen på, at Kristus tog vor for­gæn­ge­lig­hed og død på sig, så at vi kunne få del i hans sejr over døden og i det evige liv.
For det andet: Hvad er et men­ne­ske? Er vi vir­ke­lig skabt til for­vand­ling, og har vi vir­ke­lig kapa­ci­tet til at indgå i samvirke med Gud? Den orto­dokse men­ne­ske­for­stå­else har sin rod i ska­bel­ses­be­ret­nin­gen. I Før­ste Mose­bog 1:26 står der: ”Gud sagde: Lad os gøre men­ne­sker i vort bil­lede, så de lig­ner os.”  Denne dob­belt­hed, ”bil­lede” og ”lig­hed”, læser vi som et udsagn om en ret­nings­be­stemt dyna­mik i det skabte men­ne­ske. Guds­bil­le­det er da poten­ti­a­let, mulig­he­den, i hvert men­ne­ske, og livet i Kristus er den sta­dige bevæ­gelse hen imod den fulde udfol­delse af dette poten­ti­ale, hen imod den vir­ke­lig­gjorte lig­hed. Kir­kens liv er føl­ge­lig ikke (kun) en udbed­ring af syn­de­fal­dets ska­der, men sna­rere en vir­ke­lig­gø­relse, omend under ændrede betin­gel­ser, af Guds oprin­de­lige tanke med sin skabelse.
Hvert men­ne­ske ind­går per­son­ligt, men i Kir­kens fæl­les­skab, i fuld fri­hed i samvirke med Gud med hen­blik på sin frelse eller gud­dom­me­lig­gø­relse. Et men­ne­ske er hver­ken en auto­mat eller en robot, som forud er pro­gram­me­ret til frelse eller forta­belse. Et men­ne­ske er hel­ler ikke fast­låst i syn­de­fal­det på en måde, som ude­luk­ker enhver posi­tiv med­vir­ken til Guds plan med os. Den orto­dokse tro læg­ger afgø­rende vægt på men­ne­skets fri­hed. Lige­som Jom­fru Maria er hvert men­ne­ske fri til at sige ”ja” eller ”nej” til Guds engel.
Hvor­dan ser det da ud, vort samvirke med Gud? Hvor­dan fore­går det, når vi, med Paulus’ ord ”arbej­der på vores frelse med frygt og bæven”? Ad hvilke veje fore­går rej­sen frem mod det mål, hvor vi, igen med Paulus, kan sige: ”Jeg lever, dog ikke læn­gere jeg, men Kristus i mig”? Hvori udmøntes det guddommeligt-menneskelige samvirke?
Gud­dom­me­lig­gø­rel­sen begyn­der, leves og ful­den­des i Guds kirke. At være kri­sten er ikke en abstrakt over­be­vis­ning, det er et kon­kret liv. Det gæl­der først og frem­mest vor del­ta­gelse i de hel­lige myste­rier eller sakra­men­ter. Nad­ve­ren er omdrej­nings­punk­tet. Kristus har selv knyt­tet vort nye liv i ham til visse legem­lige hand­lin­ger: ”San­de­lig, san­de­lig siger jeg eder; hvis I ikke spi­ser Men­ne­ske­søn­nens kød og drik­ker hans blod, så har i ikke liv i jer” (Joh. 6:53). Del­ta­gelse, til­ste­de­væ­relse, med­vir­ken i kir­kens myste­rier og bøn er en uom­gæn­ge­lig del af vejen frem mod fuldt fæl­les­skab med Gud.
Her­u­d­over er der sider af kir­kens liv, som vi i kort­hed kunne benævne ”bøn og faste”. Vi indram­mer vores hver­dag med bøn­ner fra bøn­ne­bo­gen mor­gen og aften. Der­til beder mange den såkaldte ”jesus­bøn” eller ”hjer­tebøn”, som sig­ter på at gøre os lige med Martas søster, Maria, som ”sid­der ved Her­rens fød­der og hører på hans ord” (Luk. 10:39). Med Maria ret­ter vi blik­ket mod ”det ene for­nødne”. Og vi for­be­re­der os med faste op til påske, jul og andre af kir­kens høj­ti­der og løbende på ons­dage og fredage.
Ende­lig vil mange orto­dokse tro­ende søge at få lej­lig­hed til at aflægge besøg, om end korte, i ét af de klo­stre, som er en vig­tig del af kir­kens liv.
Rundt om i ver­den er der ånde­lige kraft­cen­tre, klo­stre med munke og non­ner, som vir­ke­lig­gør Paulus’ påbud om at ”bede uden ophør”, ikke bare for sig selv, men for os, for hele kir­ken og for hele verden.
Det kristne livs ende­lige mål er gud­dom­me­lig­gø­rel­sen, lig­he­den med Gud. Det bety­der, at den kristne tros ind­hold ikke først og frem­mest har at gøre med et  ”bud­skab” eller en sær­lig kri­sten ”moral”, men sig­ter på hvert men­ne­skes for­vand­ling og hel­lig­gø­relse i Kristus. Evan­ge­li­sten Johan­nes udtryk­ker sagen klart: ”Vi véd, at når han åben­ba­res, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er” (1. Joh. 3:2).

StSilMon_480
Hel­ligen Silouan

 
De hel­lige

Der er men­ne­sker, som har ofret hele deres liv til at følge efter Kristus. En del af disse har Gud udvalgt som Kir­kens hel­lige. Den frem­me­ste blandt disse er selv­føl­ge­lig Jesu moder, vor alhel­lige Guds­mo­der, Jom­fru Maria. Blandt de hel­lige fin­der vi også pro­fe­terne, apost­lene, kir­ke­fædrene, mar­ty­rerne, beken­derne, hel­bre­derne og mange ere­mit­ter og munke, som har truk­ket sig til­bage til klo­strene eller til øde­mar­ken for helt at kunne vie sig til bøn­nen og kam­pen mod det onde.

1.
Orto­dokse kristne hører til i Den Orto­dokse Kirke. “Orto­doks” har to betyd­nin­ger: “den rette tro” og “den rette lovprisning”.
Den Orto­dokse Kirke er den oprin­de­lige Kirke, som er grund­lagt af Kristus selv. Vi kal­der også Kir­ken “apo­stolsk”, fordi Kri­sti apostle gav den en fast ord­ning. I Den Orto­dokse Kirke er apost­le­nes mundt­lige og skrift­lige under­vis­ning ble­vet beva­ret frem til vore dage – og vil blive beva­ret til alle tider.
Den Orto­dokse Kirke ledes af Kir­kens biskopper.
Kristus udvalgte selv apost­lene. Apost­lene udvalgte og ind­viede ved hånd­spå­læg­gelse Kir­kens ledere, som skulle hjælpe dem og fort­sætte apost­le­nes ger­ning. Disse kal­der vi biskop­per. Biskop­perne ind­satte nye biskop­per, og sådan er den apo­stol­ske ledelse via hånd­spå­læg­gel­sen ble­vet beva­ret i Kir­ken som en ubrudt kæde til­bage til Kristus.
Vi kal­der også Kir­ken for “katolsk” eller “almin­de­lig”. Det bety­der, at Kir­ken stræk­ker sig ud over hele ver­den og omfat­ter alle men­ne­sker. For at skelne Den Orto­dokse Kirke fra Den Romersk-katolske Kirke, som har pave­in­sti­tu­tio­nen og også på andre måder skil­ler sig ud fra den oprin­de­lige Kirke, taler vi nogle gange om “Øst­kir­ken” eller “Den Græsk-katolske Kirke”, hvil­ket imid­ler­tid ikke er gan­ske korrekt.

2.
Sand­he­den, som er åben­ba­ret os af Gud selv, bli­ver beva­ret og for­mid­let gen­nem den hel­lige Tra­di­tion og den hel­lige Skrift.
I den hel­lige Tra­di­tion beva­res dét, som fromme mænd og kvin­der har fået fra Gud og givet videre til Kir­ken i tale og levned.
I den hel­lige Skrift beva­res de Guds ord, som er nedskre­vet af de hel­lige apostle og pro­fe­ter under Hel­li­gån­dens vejledning.
Den hel­lige Tra­di­tion er ældre end den hel­lige Skrift. Vi kan sige det sådan, at Skrif­ten udgør en del af Traditionen.

3.
Enk­lest og bedst lærer vi os den sande, kristne tro i Tros­be­ken­del­sen. Den er udfor­met af de hel­lige Fædre på de før­ste af de almin­de­lige eller øku­me­ni­ske kir­ke­mø­der. Det er kun i Den Orto­dokse Kirke, Tros­be­ken­del­sen er beva­ret ufor­an­dret i sin rene form.

4.
I Tros­be­ken­del­sen (eller Tros­sym­bo­let) siger vi, at vi tror på Gud, som er én af væsen, men tre Per­so­ner: Gud, Fade­ren; Gud, Søn­nen; og Gud, Helligånden.
Der­for kal­des Gud også: Den hel­lige Tre­e­nig­hed.
Vi beken­der os også som med­lem­mer af den apo­stol­ske Kirke, som vi for­e­nes med ved dåben.
Til sidst beken­der vi, at målet for det jor­di­ske liv er det evige liv i Guds Rige, hvor vi kom­mer hen efter de dødes opstan­delse og den yder­ste dom.


5.

Den almæg­tige Gud er vor him­mel­ske Fader
Han er Ska­be­ren af alting, alt det syn­lige og usynlige.

Den usyn­lige ver­den omfat­ter eng­lene, som Gud først skabte. Engle er åndsvæ­se­ner, Guds sen­de­bud, som har ind­fly­delse på enkelte men­ne­sker og på hele befolk­nings­grup­per ifølge Guds hel­lige vilje.
Hvert men­ne­ske har en skyt­sen­gel, som beskyt­ter og hjæl­per og ind­g­y­der gode tanker.
Alle engle blev skabt gode. Men nogle af dem brugte deres frie vilje til hov­mo­digt at rejse sig imod Guds vilje. Der­for faldt de dybt og blev onde. Disse onde engle søger bestan­digt at lokke men­ne­sker til sig og bort fra Gud.
Efter den usyn­lige ver­den skabte Gud den syn­lige ver­den og men­ne­sket i Sit eget bil­lede, altså med fri vilje. Og selv om men­ne­sket faldt for den ondes fri­stel­ser, for­ka­stede Gud ikke men­ne­sket, men ville hjælpe det på fode igen.

6.

Der­for sendte Gud Sin enbårne Søn, vor Herre
Jesus Kristus
Han blev ved Hel­li­gån­den født af Jom­fru Maria.
Kristus gav os Sit Evan­ge­lium, det glade bud­skab om frel­sen og om Guds Rige.
Han ofrede sig fri­vil­ligt på kor­set for at for­sone men­ne­sket med Gud.
Han opstod fra de døde, besej­rede djæ­velen og døden, og gav også os del i opstan­del­sen fra døde.
Han fór op til him­me­len og åbnede atter Him­me­ri­gets port, som på grund af syn­den havde været luk­ket for os.


7.
På pin­se­da­gen sendte Kristus

Helligånden


Hel­li­gån­den blev sendt til discip­lene. Han for­e­ner os med Kristus på samme måde, som man poder en gren på et træ. Gre­nen suger livs­kraft fra træet og begyn­der at leve samme liv som træet På til­sva­rende måde får det men­ne­ske, som er for­e­net med Kristus, sin livs­kraft fra Ham og begyn­der at leve Hans evige liv.


8.

Hel­li­gån­dens nåde eller Guds kraft får vi del i gennem
De hel­lige myste­rier
 

Myste­ri­erne eller sakra­men­terne har Jesus Kristus selv givet os. Der reg­nes nor­malt med syv, og det er dem, der for­mid­ler Guds frelse til os:
1. I dåben ren­ses men­ne­sket for syn­den, fødes til nyt, ånde­ligt liv og bli­ver kristen.
2. Ved myronsal­vel­sen får den døbte fra Hel­li­gån­den styrke til at stå imod fri­stel­serne og leve det nye liv i Kir­kens fællesskab.
3. Ved Her­rens hel­lige nad­ver får den kristne del i Kri­sti Legeme og Blod, for­e­nes sjæle­ligt og legem­ligt med Ham og får der­med del i det evige liv.
4. Ved bodens eller skrif­te­må­lets myste­rion får det men­ne­ske, som med oprig­tig anger beken­der sine syn­der, gen­nem skrif­te­fa­de­ren til­gi­velse af Kristus selv.
5. Ved præ­ste­o­r­di­na­tio­nen får den mand, som er udvalgt af Hel­li­gån­den, gen­nem biskop­pens hånd­spå­læg­gelse fuld­magt til at for­rette de hel­lige myste­rier og lede menigheden.
6. I ægte­ska­bets myste­rion vies mand og kvinde af Kristus selv til fæl­les liv efter Guds bud.
7. Ved syge-salvelsen får den, der er syg, styrke fra Gud og kan blive hel­bredt på ånd og legeme.

F. Poul og f. Daniel 

9.

Frel­sen for­mid­les gen­nem de hel­lige myste­rier.
Og disse for­val­tes af

Kir­ken
Der­for må dén, som vil frel­ses fra syn­den og mør­ket, til­høre Kri­sti Kirke.

Kir­ken er én, fordi den har en ene­ste grund­vold og et ene­ste hoved, Jesus Kristus. De enkelte med­lem­mer af Kir­ken for­e­nes ved kærligheden.
Kir­ken er hel­lig, fordi den er Kri­sti hel­lige legeme, hvori Hel­li­gån­den bor.
Kir­ken er almin­de­lig eller katolsk, fordi den stræk­ker sig ud over hele verden.
De, som er gået bort fra det jor­di­ske liv, hører ikke der­med op med at være med­lem­mer af Kir­ken. De er blot flyt­tet fra Kir­kens syn­lige, jor­di­ske del til dens usyn­lige, him­mel­ske del.

10.
Ethvert med­lem af Kir­ken, som ønsker at få del i det evige liv må
Følge efter Kristus
Kri­sti efter­føl­gelse bety­der at have fast tro på Ham som vor Frel­ser og at følge Hans eksem­pel, aldrig at tøve med at gøre Hans vilje, at for­sage sig selv og utræt­te­ligt kæmpe mod de onde til­bø­je­lig­he­der og bestan­digt for­bedre sig. Intet af dette er muligt uden Guds nåde.
Af kær­lig­hed til os lod Kristus sig fri­vil­ligt kors­fæ­ste. Dét er Hans store kær­lig­heds­ger­ning. Der­for bør vi vise vor kær­lig­hed til Ham og vor vilje til at følge Hans bud ved at handle i kær­lig­hed mod vore med­men­ne­sker. Vi skal da ikke und­lade at ofre dét, som er os selv til behag, vore egne ønsker, og i yder­ste fald endog vort eget liv. Hel­ler ikke dette kan finde sted, uden at vi får hjælp og styrke fra Kristus selv.
Gen­nem bøn­nen står vi i sta­dig for­bin­delse med Kristus. I bøn­nen lov­pri­ser vi Guds fuld­kom­men­hed, tak­ker Ham for Hans store god­hed og beder Ham om hjælp med vore ånde­lige og legem­lige behov.
Uden bøn kan vi ikke lære Gud at Kende!

Til den indre bøn hører den ydre bøn, for Gud har skabt os med både sjæl og legeme. Der­for beder vi ikke blot med tan­ken, men benyt­ter sam­ti­digt både ord, bevæ­gel­ser og hand­lin­ger. Kor­sets tegn er de krist­nes hel­lige tegn. Når vi gør kor­sets tegn, min­des vi Den Kors­fæ­stede og giver udtryk for vor vilje til at over­give os til Ham. Også bøj­nin­ger hører med til bøn­nen. Nogle gange bøjer vi kun nak­ken, andre gange hele over­krop­pen, og endnu andre gange bøjer vi os helt til jorden.

11.
Der er men­ne­sker, som har ofret hele deres liv til at følge efter Kristus. En del af disse har Gud udvalgt som
Kir­kens hellige
Den frem­me­ste blandt disse er selv­føl­ge­lig Jesu moder, vor alhel­lige Guds­mo­der, Jom­fru Maria. Blandt de hel­lige fin­der vi også pro­fe­terne, apost­lene, kir­ke­fædrene, mar­ty­rerne, beken­derne, hel­bre­derne og mange ere­mit­ter og munke, som har truk­ket sig til­bage til klo­strene eller til øde­mar­ken for helt at kunne vie sig til bøn­nen og kam­pen mod det onde.
De hel­li­ges for­bøn­ner er stærke, alle­rede mens de lever på jor­den; men når de efter døden farer op til him­len, får de endnu mere styrke. Der­for ærer og hyl­der vi dem og beder dem om for­bøn­ner og hjælp i vore egne bønner.
Den nåde, som Gud har ladet de hel­lige få del i, angår hele men­ne­sket, både sjæl og legeme. Der­for er også deres jor­di­ske lev­nin­ger eller relik­vier hellige.
Vi ærer også bil­le­der af Kristus, Guds­mo­der, engle og de hel­lige. De kal­des iko­ner, og vi har dem i vore hjem som tegn på, at vi altid tager imod de hel­lige bud­brin­gere, Gud sen­der os. Når vi beder, stil­ler vi os foran iko­nerne. De er syn­lige bil­le­der af Guds usyn­lige nåde og af Guds ved­va­rende, usyn­lige nær­vær. Der­for er iko­nerne hellige.

12.
Vi beder også for de døde. Bøn­nen for de døde for­e­ner os med dem, vi elsker her på jor­den. Kær­lig­he­den dør aldrig. Bøn­nen for de døde for­e­ner os med dem, lige­som bøn­nen til eng­lene og til de hel­lige for­e­ner den jor­di­ske del af Kir­ken med den him­mel­ske. I Kri­sti lys og kær­lig­hed for­e­nes alt og alle til én stor enhed — til Kristus selv, Hans hel­lige Kirke.

efter Tito Col­li­an­der
(finsk teo­log og skøn­lit­terær for­fat­ter 1904 — 1989)
fra: Orto­doks Bøn­ne­bok, Oslo 2002
for­dan­sket af redaktionen


*******
Ikonerne

 I kirkerne er der billeder af Jesus, Jomfru Maria og andre hellige. Der kan også være statuer og udskårne billeder.
Vi kalder dem for ikoner. Det er normalt malede billeder, men kan altså også være et kors eller en statue.
Ikonerne viser de hellige, men de er ikke bare billeder. De er vinduer! Gennem ikonen kan vi have en kontakt med den hellige, som man kan se på ikonen.
Derfor gør vi korsets tegn og beder foran ikonen, og derfor kysser vi også ikonen. Det er ikke billedet, vi kysser, men det er den hellige, som vi ser “gennem” ikonen.
Hos jøderne er det forbudt at lave billeder af Gud, og der var også kristne i gamle tider, som mente, at det skulle være forbudt. I 700- og 800-tallet var der en voldsom kamp mellem kristne, der ville forbyde ikonerne, og kristne, der ville beholde dem. Dem der ville forbyde ikonerne, anklagede de andre for at dyrke billederne, som om de var afguder.
Det endte med at ikonerne blev ved med at være en vigtig del af Kirkens tradition. Det kalder man for ortodoksiens sejr i år 843. Ortodoks betyder “ret tro” og “rigtig tilbedelse”.
Ikonerne er jo i grunden netop det, at Kristus har fjernet afstanden mellem, alt det Han har skabt, og Gud selv. Jesus Kristus Guds søn blev jo født som et rigtigt menneske, og blev derved et billede på Gud.
Ikonerne laves efter ganske bestemte regler, og derfor ser de meget ens ud. Maleren, som også kaldes “ikonografen”, sætter dog også sit særlige præg på den enkelte ikon. Der er desuden lidt forskellige traditioner. Russiske, græske og ægyptiske ikoner ser forskellige ud, men det er stadig tydeligt, at det er ikoner.
Det er almindeligt at ortodokse har en ikon med Jesus og en ikon med Gudsmoder Jomfru Maria. Mange har også en ikon med deres navnehelgen. Hvis man for eksempel hedder Anna, kan man have ikonen for den hellige Anna, mor til Jomfru Maria. Hvis man hedder Lukas, kan man have ikonen for den hellige Lukas, der har skrevet Lukas-evangeliet.
Inden ikonen tages i brug, skal den velsignes af præsten. Man kan selv deltage i præstens velsignelse.
Ikoner er en hellig skrift, ligesom Bibelen er det. Derfor siger man ofte, at ikoner “skrives”. Hvis man studerer ikonerne nøje, er der ofte mange detaljer med en betydning.
På Genopstandelses-ikonen kan man se Jesus Kristus stå på to plader over et dybt hul. Han står i hvidt tøj, hvorfra Guds uskabte lys skinner. I hullet kan man se knogler – det er dødsriget. Kristus har overvundet døden og dens magt, og er steget op fra dødsriget. Med sig trækker Han to mennesker: Adam og Eva (i rødt tøj ligesom Jomfru Maria), de to første mennesker. Men sammen med dem trækker Han alle mennesker fra fortiden og fremtiden, Han frelser os alle! Nøglen under Ham kan ikke længere låse porten, som er sprængt. Bag Ham står Johannes Døberen, som havde profeteret om Kristus.

Ortodoks tro og praksis

1 σχόλιο:

Χρήστος είπε...

Άγιος Ansgar (Άνσγκαρ) της Γερμανίας και ιεραπόστολος των Σκανδιναβικών χωρών. († 865): http://orthodoxy-rainbow.blogspot.gr/2014/05/ansgar-865.html