Η Ορθόδοξη Εκκλησία στη Δανία και βασικές πληροφορίες για την Ορθοδοξία στα δανέζικα. Αν έχεις φίλους Δανούς, είτε μέσω η/υ είτε επειδή ζεις στη Δανία, μπορείς να το μοιραστείς μαζί τους. Ίσως είναι το καλύτερο δώρο που μπορείς να τους κάνεις.
 |
| Billede fra her |
Fra her:
Copenhagen:
Russian Orthodox Church-Moscow Patriarchate in Denmark: http://www.ortodoxy.dk
St. Alexander Nevsky Parish in Copenhagen – http://www.ortodoxy.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=11&Itemid=61
Russian Orthodox Church-Moscow Patriarchate in Denmark: http://www.ortodoxy.dk
St. Alexander Nevsky Parish in Copenhagen – http://www.ortodoxy.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=11&Itemid=61
Romanian Orthodox Metropolis of Germany, Central and North Europe – Diocese of North Europe:
http://parohiaortodoxacopenhaga.dk
Serbian Orthodox Diocese of Great Britain and Scandinavia:
http://www.svetigeorgije.dk
The Ecumenical Patriarchate has a Metropolis of Sweden and
Scandinavia, so probably there is also a Greek parish somewhere in
Denmark.
The Protection of the Theotokos parish of the Patriarchal Exarchate
for Orthodox Parishes of Russian Tradition in Western Europe, although
not in Copenhagen, it is probably the only one with services in Danish:
http://ortodoks.dk/om/om_eng.html
Kirketræet
Kirketræet er en grafisk
fremstilling af kirkehistorien. I sagens natur kan en sådan
grafik ikke gøre rede for detaljer eller for de meget komplicerede
forhold og årsager, der har drevet historien gennem to årtusinder.
Træet herunder er udarbejdet på det faktiske, historiske grundlag, at det er Den Ortodokse Kirke, som har bevaret apostlenes og den tidlige Kirkes tro og lære uforandret frem til vore dage. Grafisk udgør Den Ortodokse Kirke derfor hovedstammen.
Træet kan derfor også læses som korrektion og kommentar til et kirkeligt tunnelsyn, der forsøger at vende historiens kendsgerninger på hovedet ved at fremstille Den Ortodokse Kirke som et ’sideskud’ til Den Romersk-Katolske Kirke (se http://www.kristendom.dk)
Grafikken er udført af Nana Quaparadze, f. Poul Sebbelov er ansvarlig for teksten.
En ortodoks helgen i det gamle Danmark:Træet herunder er udarbejdet på det faktiske, historiske grundlag, at det er Den Ortodokse Kirke, som har bevaret apostlenes og den tidlige Kirkes tro og lære uforandret frem til vore dage. Grafisk udgør Den Ortodokse Kirke derfor hovedstammen.
Træet kan derfor også læses som korrektion og kommentar til et kirkeligt tunnelsyn, der forsøger at vende historiens kendsgerninger på hovedet ved at fremstille Den Ortodokse Kirke som et ’sideskud’ til Den Romersk-Katolske Kirke (se http://www.kristendom.dk)
Kirketræet
Grafikken er udført af Nana Quaparadze, f. Poul Sebbelov er ansvarlig for teksten.
 |
|
Skrevet af Nana Quparadze
|
Af Henning Nørhøj (kristendom.dk)
Ansgar (801-65) er kendt som den, der bragte kristendommen til Danmark og det øvrige Norden. Men det blev uden de store resultater. Modstanden var for stærk. De samtidige kilder giver os et indgående kendskab til Ansgar - både som den fromme og selvopofrende munk og som kirkemand med autoritet og styrke.
Munken Rimbert fortæller om Ansgars liv
Vores kendskab til Ansgars liv og indsats skyldes kilder i form af breve, optegnelser fra mænd ved det kejserlige hof i Frankerriget, men ikke mindst en levnedsbeskrivelse af Ansgars nære ven og efterfølger, Rimbert.
Rimbert var allerede som dreng blevet optaget i Turnholt kloster i Flandern. Dette kloster var af kejser Ludvig den Fromme (814-40) bestemt til at støtte Ansgars mission. Her traf Ansgar den ganske unge Rimbert. Ansgar sørgede for hans uddannelse og indvielse i præstestanden. Senere fulgte Rimbert med Ansgar på en række missionsrejser nordpå.
Rimbert var fascineret af Ansgar og anså ham for at være en helgen. Og derfor har hans skildring af Ansgars liv også karakter af en helgenlegende. Det fremgår af Rimberts beskrivelser, at der har været et tæt venskab mellem ham og Ansgar. Ansgar har betroet Rimbert sine inderste tanker, drømme og visioner.
Ansgars munkeliv og drømme
Ansgar blev født i Amiens i 801. Han mistede tidligt sin mor. Som barn får han drømme og visioner. Han drømmer, at han ser sin mor i følge med Jomfru Maria. Maria spørger ham, om han vil hen til sin mor. Men så bliver du nødt til at lægge al tomhed bag dig og give afkald på drengelege, siger Maria til ham.
Ansgar bliver nu optaget på klosterskolen i Corbie, hvor han opdrages til munkelivet. I 814 dør kejser Karl den Store (768-814), hvilket gør et stærkt indtryk på den ganske unge Ansgar. Nogen tid efter drømmer han, at han selv skal dø. Han påkalder apostelen Peter og Johannes Døberen om hjælp. Han føres ind i skærsilden. Derefter viser Peter og Johannes sig igen for ham og han ser ind Guds himmel, hvor Guds stemme lyder til ham: Gå og bliv kronet til martyriet og vend dernæst tilbage til mig.
Som munk udførte Ansgar alle de bodshandlinger, der blev ham pålagt. Han var til det yderste opmærksom på sine egne synder. I en natlig drøm ser han verden som en kulsort dal, hvorfra kun de få bæres bort af engle. Drømmene fortæller ham, at menneskets egentlige synd er dets tillid til egne kræfter og muligheder. Menneskets synd er dets hovmod. og han hører en stemme, der siger: Hvis du vil fjerne dig fra dette hovmods sygdom, så husk din oprindelse og du vil med Guds nåde blive udfriet.
Drømmene blev en afgørende drivkraft i Ansgars længsel efter at forkynde Guds tilbud om frelse og derved også selv at kunne gøre bod for sine synder. Han skriver små bønner med udgangspunkt i det gamle testamentes salmer, hvori han beder om, at kirken må være den port til opstandelse og evigt liv, som mennesker kan finde frem til. Det er den opgave, han vil bruge sit liv til.
Ansgar bliver missionær
Fra Corbie sendes Ansgar som 22-årig til klosteret Ny Corvey i Saksen. Men allerede tre år efter er det så, at han sendes til Norden. De nordiske lande var stort set det eneste område, hvor kristendommen endnu ikke var forkyndt i den daværende kendte verden.
Sådan har man opfattet det i kirken, og sådan har det også været i Ansgars bevidsthed. Målet var, at evangeliet nåede ud til alverden. Men Norden manglede. Dog var der vel også mere politiske grunde til at bringe kirken til Norden. Vikingerne hærgede de frankiske områder. De sejlede ind i bugter og fjorde, kom op af floderne og hærgede og plyndrede klostre og kirker.
I 826 mødte den danske konge Harald Klark op hos Ludvig den Fromme i Ingelheim. Harald Klark havde brug for politisk støtte i sin kamp for at vinde eneherredømmet over danerne. Resultat af deres møde blev, at Harald lod sig døbe med hele sin familie. Man forespurgte nu abbeden i klosteret Ny Korvey, om Ansgar kunne frigøres fra sine pligter der og drage med til Danmark. Dette anbefalede abbeden. Og Ansgar så denne opgave som opfyldelsen af sit livs mål. Med sig havde Ansgar en nær klosterbroder ved navn Autbert.
Ansgar på missionsrejse
Vi kender ikke meget til Ansgars indsats de første tre år i Danmark. Sandsynligvis var de resultatløse ikke mindst på grund af af kong Harald Klarks store problemer med at få etableret sin kongemagt.
Autbert blev syg og vendte tilbage til det saksiske kloster, hvor han døde. Imidlertid ønskede nogle svenske stormænd af kejser Ludvig, at kristendommen blev forkyndt i Sverige. Ansgar blev kaldt hjem til kejserhoffet i Ingelheim og forelagt anmodningen, som han uden tøven sagde ja til. Ifølge Rimberts levnedsbeskrivelse (Via Ansgarii) har Ansgar netop forstået rejsen til Sverige som et Guds kald og som en bodsgerning.
Rejsen blev da også farefuld. Skibet, som kejseren havde udrustet til færden, blev udsat for overfald. Det var umuligt at redde skibet, og Ansgar mistede sine liturgiske bøger og andre ejendele. Men endelig nåede Ansgar og hans lille følge til fods frem til svenskernes religiøse og politiske centrum, Birka. Også her blev Ansgars virksomhed besværliggjort af magtkampe og direkte modstand mod hans forkyndelse. Men der var også dem, der lyttede ikke mindst svenskekongen.
Ansgar som ærkebiskop
Ansgar rejste nu tilbage til kejser Ludvig med breve fra svenskekongen. Og for at styrke missionen i Norden besluttede kejser Ludvig at oprette et særligt ærkebispesæde i Hamburg med Norden som område. Senere blev ærkebispesædet udvidet med Bremen.
Som ærkebiskop rejste Ansgar tilbage til både danere og svenskere. Den danske kong Hårik gav ham lov til at prædike, og ifølge Rimbert blev Ansgar kongens fortrolige. Dog lykkedes det ikke at omvende Hårik, men Ansgar fik lov til at bygge kirke i Hedeby, som på den tid var et vigtigt handelscentrum. Ifølge Rimbert var der i forvejen nogle kristne i byen, som glædede sig over, at de nu kunne praktisere deres religion. Flere andre blev døbt og enkelte primsignet, det vil sige, at de fik slået korsets tegn for sig og velsignet.
Imidlertid blev Hårik dræbt og efterfulgtes af Hårik den Yngre, som forbød gudstjenester i Hedeby. Ansgar fik dog genoprettet et godt forhold til kongen. Kirken blev igen åbnet og der blev opsat en kirkeklokke. I øvrigt fik Ansgar jord i Ribe til kirkebyggeri.
Ansgar blev i en drøm også kaldt til Sverige. Han indfandt sig i Birka. Her deltog han i et tingmøde, hvor det blev diskuteret, om kristendommen skulle indføres. Resultat blev, at Ansgar nu fik tilladelse til at bygge en kirke. Der blev ansat en præst, der kunne holde gudstjenester for de kristne handelsfolk på stedet. Denne skildring er i øvrigt et højdepunkt i Rimberts levnedsbeskrivelse. Efter disse rejser døde Ansgar i Hamburg i året 865.
Ansgars personlighed
Rimbert vil med sit skrift om Ansgar tegne billedet af en hellig mand, der gav sig selv til den missionsopgave, som Gud havde givet ham. Om Ansgar havde succes er mindre betydningsfuldt i forhold til det afgørende, nemlig at han fulgte Guds kald til ham.
I Ansgar ser vi en fromhedstype, som blev til i de frankiske klostre i 800-tallet. Livet i fattigdom, selvfornægtelse og stræben efter at opnå frelsen ved gode gerninger var det bærende for munkene. Ansgar selv levede efter dette munkeideal.
Ansgars forhold til Gud var præget af inderlig fortrolighed. Deraf kom de drømme og visioner, som han tolkede som Guds vejledning til ham. Og Rimbert fortæller, at Ansgar i sine sidst leveår opnåede den nåde, at han hvornår som helst kunne få lov til at bryde ud i gråd over denne verden. Samtidig var Ansgar også den stærke kirkemand og rådgiver overfor konger. Og hertil kom, at han var en dygtig diplomat.
*******
Ikon forestillende Guds moder Maria og Jesusbarnet
Gudsmoders Beskyttelse
Ærkestiftet – Det Vesteuropæiske Eksarkat
Gudsmoders Beskyttelse er en selvstændig, ortodoks, kristen menighed. Forstander og præst er f. Poul Sebbelov. Vi er knyttet til Det Vesteuropæiske Eksarkat, som er et selvstyrende, vesteuropæisk stift inden for Konstantinopels Patriarkat.
Gudsmoders Beskyttelse er organisatorisk en del af stiftets skandinaviske provsti. Provst er f. Angel Velitchkov fra Kristi Forklarelses Menighed i Stockholm. Stiftet har hovedsæde i Paris, Frankrig, hvor der findes bisperesidens for ærkebiskop Job, Hl. Alexander Nevskij Katedral samt teologisk uddannelsesinstitution, Institut St. Serge.
Ærkestiftet udgiver et nyhedsbrev, der løbende kan hentes på ærkestiftets hjemmeside.
Af f. Poul Sebbelov
f. Poul Sebbelov (foto Leif Tuxen)
Kirkens
inderste væsen og Kirkens virke i verden lader sig ikke skille fra
biskoppens og præstens embede. Disse elementer er vævet tæt og
uløseligt sammen.
Det tjener intet positivt formål at give karakterer til andre kristne. Vi må nøjes med at konstatere, at det fulde fællesskab mellem kristne ikke for nærværende lader sig virkeliggøre i Kirkens liv. Det kan vi se deraf, at ortodokse, romersk katolske og protestantiske troende ikke får del i Kristi legeme og blod fra samme kalk, at der altså ikke er nadverfællesskab mellem alle kristne.
Vi bør holde os fra at sætte etiket på dem, der er kristne på en anden måde end os selv. Vi må, inden for hver vore teologiske rammer, positivt gøre rede for, hvad der bestemmer kirken. Og mens vi gør det, må vi holde os for øje, at hver eneste kristen, ja, hvert eneste menneske, kan være knyttet til Kristi Kirke med bånd, som alene er synlige for Gud.
Den Ortodokse Kirke har den tro, at den udgør den ”ene, hellige, katolske og apostolske Kirke”, vi nævner, hver gang vi under gudstjenesten synger eller fremsiger Trosbekendelsen. Som en del af sin grundlæggende bekendelse udsiger Kirken således sin tro på sig selv som Guds Kirke, synlig, konkret og genkendelig ved at være til stede og virke blandt mennesker på jorden.
Kirkens jordiske virke er først og fremmest baseret på troen på en guddommeligt givet nåde og myndighed, som vi plejer at kalde ”den apostolske succession”. Det begreb er derfor et grundlæggende element i den ortodokse bestemmelse af, hvad Kirken er.
Kirken er imidlertid ikke begrænset til det jordiske. Guds Kirke er det kristne, mystiske fællesskab, som omfatter både Himmel og jord, både levende og hensovne. Kirken er de helliges samfund; og Kirken er Kristi mystiske legeme, hvis hovede er Kristus selv. Kirken er således ikke nogen menneskelig organisation, selv om vi naturligvis kan pege på en række organisatoriske strukturer i den jordiske Kirkes opbygning. Kirken er en theandrisk organisme, dvs. den er en levende enhed, som på én og samme tid er guddommelig og menneskelig. Kirken er Guds liv blandt mennesker; og Kirken er de troendes liv i Kristus.
Når det så gælder den jordiske, den synlige del af Kirken, hviler den som nævnt på den apostolske succession. Begrebet omfatter kirkens ledere, tilsynsmænd eller biskopper til alle tider; og det indebærer den faste overbevisning, at Kristi 12 apostle fra Gud modtog en særlig udvælgelse og myndighed. Den nåde og myndighed både kan og må meddeles videre gennem slægterne til Kirkens hierarki eller biskopper, for at Kirken fortsat kan leve som Kristi legeme og videreføre Kristi tjeneste blandt mennesker på jorden.
Den jordiske Kirke udgøres således af de troendes fællesskab, samlet om biskoppen. Uden biskoppen er der ingen Kirke; for biskoppen er den jordiske Kirkes bærende element. Hver enkelt biskop er imidlertid fuldt og helt bærer af nådens fylde. Dette er vigtigt at forstå. Der er ikke, og der kan ikke være, tale om nogen karismatisk ”rangordning” mellem biskopperne. Ingen biskop er ”over” de øvrige, hverken når det gælder forvaltningen af de hellige mysterier eller formuleringen af Kirkens tro og lære.
Ingen enkelt biskop er derfor bærer af en større eller dybere Helligåndens nåde end andre; men visse biskopper tilregnes en såkaldt æresforrang, baseret på historiske, geografiske og nationale kriterier. Således er patriarken i Konstantinopel af hele Den Ortodokse Kirke anerkendt som ”den første blandt ligemænd”, uden at han derfor tilskrives nogen dogmatisk bestemt overhøjhed, endsige ufejlbarlighed, i læremæssige spørgsmål. Ingen enkelt biskop ejer Kirken eller er hævet over den.
Der er én og kun én biskoppelig nåde og ordination. Alt derudover er rent administrative ordninger eller ærestitler. Dette forhold giver imidlertid ofte anledning til forvirring. Er en metropolit ”mere” end en biskop? Er en patriark eller en pave tilmålt en ”større” nådegave end en almindelig biskop? Er der én patriark, som pr. definition er den øverste? Svaret på alle disse spørgsmål er, at der er én apostolsk nådegave, som meddeler enhver biskop den samme, fulde og uafkortede karisma.
Lad mig understrege endnu en gang:
Kirken er ingen organisation; den er en organisme af enestående
karakter: Kirken er Kristi legeme. Kirken er, med andre ord, i selve
sit væsen ét med Kristus; og med hele sit virke gør Kirken Kristus
nærværende på den måde, Han selv har bestemt. Det synlige tegn på, at
det forholder sig sådan, er netop den apostolske succession.
Vi må derfor ikke tænke på biskoppen eller på hans stedfortræder, præsten, som om de var løsrevne individer, som har tilrevet sig eller er blevet tillagt særlige rettigheder og magtbeføjelser i samme forstand, som nogle erhverver sig politisk eller økonomisk magt. Vi må derimod opfatte biskop og præst som dem, der i Kirkens fællesskab er blevet pålagt denne særlige tjeneste.
Biskoppens embede, forstået i hele sin apostolske sammenhæng og i lyset af dén Helligåndens nåde, der meddeles apostlene, er forudsætningen for, at vi kan tale om og tro, at Kristi eget præstedømme er konkret nærværende i Hans Kirke. For dette er den yderste pointe og den inderste kerne i den ortodokse forståelse af det præstelige embede: Der er én ypperstepræst, Kristus selv; og følgelig er der kun ét præstedømme og én præstelig tjeneste, nemlig Kristi egen tjeneste, Han, hvis legeme brydes og hvis blod udgydes ”for jer og for mange til syndernes forladelse”, som det hedder i nadverbønnen.
Her er vi ved det afgørende i den præstelige tjeneste. For den består dybest set af dette ene: Kirkens hierarki bærer i sig den guddommelige nåde, som tillader enhver biskop i Kirkens skød at aktualisere Kristi eget offer og forvalte de guddommelige mysterier, først og fremmest den hellige nadver. Den nådegave er fælles for alle biskopper, for efter ortodoks tro kan intet enkelt menneske, præst eller biskop, påberåbe sig i sin person at være ”Kristi stedfortræder”.
Den apostolske succession er afgørende, men den står ikke alene. Det er meget vigtigt, at vi gør os dette klart. Kirkens biskopper har kollegialt ansvar for, at Kirkens tro og lære bevares ubrudt, uforandret og i hele sin fylde. Den apostolske succession bevarer alene sin gyldighed for den enkelte biskop, så længe han forbliver i fuld overensstemmelse med Kirkens tro og lære i sin helhed.
Successionen må ikke udarte til en form for selvberoende magi. Den er tværtimod uløseligt knyttet til et reelt indhold, som netop udgøres af Kirkens uforvanskede, apostolske tro. Hvis derfor nogen biskop på egen hånd forvansker kirkens tro efter sin personlige vilje, kan han naturligvis ikke bare åbne sin egen, nye ”kirke” under påberåbelse af den apostolske succession.
Der er faktisk kirker, som søger at fremme en magisk opfattelse af bispeordinationen som en isoleret, selvberoende handling. I verdens største kristne Kirke, den romerske, har dette ført til en række forvanskninger af enhedskirkens oprindelige tro. Det gælder så afgørende elementer som Trosbekendelsen og Gudsmoder, Marias rolle; og det gælder frem for alt den udlægning af apostlen Peters position, som søger at samle al kirkelig myndighed i Rom. Måske er Roms hierarkiske centralisme den største anstødssten overhovedet for håbet om kristen enhed.
Kristi jordiske Kirke er bestemt ved den apostolske udvælgelse, som markeres ved Helligåndens udgydelse over apostlene pinsedag. Apostlenes efterfølgere er Kirkens biskopper, som de troende samles omkring. Biskopperne har i fællesskab den dobbelte opgave at forvalte de hellige mysterier og, sammen med alle troende, at bevare Kristi Kirkes tro uden hverken at lægge til eller trække fra.
Det tjener intet positivt formål at give karakterer til andre kristne. Vi må nøjes med at konstatere, at det fulde fællesskab mellem kristne ikke for nærværende lader sig virkeliggøre i Kirkens liv. Det kan vi se deraf, at ortodokse, romersk katolske og protestantiske troende ikke får del i Kristi legeme og blod fra samme kalk, at der altså ikke er nadverfællesskab mellem alle kristne.
Vi bør holde os fra at sætte etiket på dem, der er kristne på en anden måde end os selv. Vi må, inden for hver vore teologiske rammer, positivt gøre rede for, hvad der bestemmer kirken. Og mens vi gør det, må vi holde os for øje, at hver eneste kristen, ja, hvert eneste menneske, kan være knyttet til Kristi Kirke med bånd, som alene er synlige for Gud.
Den Ortodokse Kirke har den tro, at den udgør den ”ene, hellige, katolske og apostolske Kirke”, vi nævner, hver gang vi under gudstjenesten synger eller fremsiger Trosbekendelsen. Som en del af sin grundlæggende bekendelse udsiger Kirken således sin tro på sig selv som Guds Kirke, synlig, konkret og genkendelig ved at være til stede og virke blandt mennesker på jorden.
Kirkens jordiske virke er først og fremmest baseret på troen på en guddommeligt givet nåde og myndighed, som vi plejer at kalde ”den apostolske succession”. Det begreb er derfor et grundlæggende element i den ortodokse bestemmelse af, hvad Kirken er.
Kirken er imidlertid ikke begrænset til det jordiske. Guds Kirke er det kristne, mystiske fællesskab, som omfatter både Himmel og jord, både levende og hensovne. Kirken er de helliges samfund; og Kirken er Kristi mystiske legeme, hvis hovede er Kristus selv. Kirken er således ikke nogen menneskelig organisation, selv om vi naturligvis kan pege på en række organisatoriske strukturer i den jordiske Kirkes opbygning. Kirken er en theandrisk organisme, dvs. den er en levende enhed, som på én og samme tid er guddommelig og menneskelig. Kirken er Guds liv blandt mennesker; og Kirken er de troendes liv i Kristus.
Når det så gælder den jordiske, den synlige del af Kirken, hviler den som nævnt på den apostolske succession. Begrebet omfatter kirkens ledere, tilsynsmænd eller biskopper til alle tider; og det indebærer den faste overbevisning, at Kristi 12 apostle fra Gud modtog en særlig udvælgelse og myndighed. Den nåde og myndighed både kan og må meddeles videre gennem slægterne til Kirkens hierarki eller biskopper, for at Kirken fortsat kan leve som Kristi legeme og videreføre Kristi tjeneste blandt mennesker på jorden.
Den jordiske Kirke udgøres således af de troendes fællesskab, samlet om biskoppen. Uden biskoppen er der ingen Kirke; for biskoppen er den jordiske Kirkes bærende element. Hver enkelt biskop er imidlertid fuldt og helt bærer af nådens fylde. Dette er vigtigt at forstå. Der er ikke, og der kan ikke være, tale om nogen karismatisk ”rangordning” mellem biskopperne. Ingen biskop er ”over” de øvrige, hverken når det gælder forvaltningen af de hellige mysterier eller formuleringen af Kirkens tro og lære.
Ingen enkelt biskop er derfor bærer af en større eller dybere Helligåndens nåde end andre; men visse biskopper tilregnes en såkaldt æresforrang, baseret på historiske, geografiske og nationale kriterier. Således er patriarken i Konstantinopel af hele Den Ortodokse Kirke anerkendt som ”den første blandt ligemænd”, uden at han derfor tilskrives nogen dogmatisk bestemt overhøjhed, endsige ufejlbarlighed, i læremæssige spørgsmål. Ingen enkelt biskop ejer Kirken eller er hævet over den.
Der er én og kun én biskoppelig nåde og ordination. Alt derudover er rent administrative ordninger eller ærestitler. Dette forhold giver imidlertid ofte anledning til forvirring. Er en metropolit ”mere” end en biskop? Er en patriark eller en pave tilmålt en ”større” nådegave end en almindelig biskop? Er der én patriark, som pr. definition er den øverste? Svaret på alle disse spørgsmål er, at der er én apostolsk nådegave, som meddeler enhver biskop den samme, fulde og uafkortede karisma.
 |
| Ortodokse Røster i Nord |
Vi må derfor ikke tænke på biskoppen eller på hans stedfortræder, præsten, som om de var løsrevne individer, som har tilrevet sig eller er blevet tillagt særlige rettigheder og magtbeføjelser i samme forstand, som nogle erhverver sig politisk eller økonomisk magt. Vi må derimod opfatte biskop og præst som dem, der i Kirkens fællesskab er blevet pålagt denne særlige tjeneste.
Biskoppens embede, forstået i hele sin apostolske sammenhæng og i lyset af dén Helligåndens nåde, der meddeles apostlene, er forudsætningen for, at vi kan tale om og tro, at Kristi eget præstedømme er konkret nærværende i Hans Kirke. For dette er den yderste pointe og den inderste kerne i den ortodokse forståelse af det præstelige embede: Der er én ypperstepræst, Kristus selv; og følgelig er der kun ét præstedømme og én præstelig tjeneste, nemlig Kristi egen tjeneste, Han, hvis legeme brydes og hvis blod udgydes ”for jer og for mange til syndernes forladelse”, som det hedder i nadverbønnen.
Her er vi ved det afgørende i den præstelige tjeneste. For den består dybest set af dette ene: Kirkens hierarki bærer i sig den guddommelige nåde, som tillader enhver biskop i Kirkens skød at aktualisere Kristi eget offer og forvalte de guddommelige mysterier, først og fremmest den hellige nadver. Den nådegave er fælles for alle biskopper, for efter ortodoks tro kan intet enkelt menneske, præst eller biskop, påberåbe sig i sin person at være ”Kristi stedfortræder”.
Den apostolske succession er afgørende, men den står ikke alene. Det er meget vigtigt, at vi gør os dette klart. Kirkens biskopper har kollegialt ansvar for, at Kirkens tro og lære bevares ubrudt, uforandret og i hele sin fylde. Den apostolske succession bevarer alene sin gyldighed for den enkelte biskop, så længe han forbliver i fuld overensstemmelse med Kirkens tro og lære i sin helhed.
Successionen må ikke udarte til en form for selvberoende magi. Den er tværtimod uløseligt knyttet til et reelt indhold, som netop udgøres af Kirkens uforvanskede, apostolske tro. Hvis derfor nogen biskop på egen hånd forvansker kirkens tro efter sin personlige vilje, kan han naturligvis ikke bare åbne sin egen, nye ”kirke” under påberåbelse af den apostolske succession.
Der er faktisk kirker, som søger at fremme en magisk opfattelse af bispeordinationen som en isoleret, selvberoende handling. I verdens største kristne Kirke, den romerske, har dette ført til en række forvanskninger af enhedskirkens oprindelige tro. Det gælder så afgørende elementer som Trosbekendelsen og Gudsmoder, Marias rolle; og det gælder frem for alt den udlægning af apostlen Peters position, som søger at samle al kirkelig myndighed i Rom. Måske er Roms hierarkiske centralisme den største anstødssten overhovedet for håbet om kristen enhed.
Kristi jordiske Kirke er bestemt ved den apostolske udvælgelse, som markeres ved Helligåndens udgydelse over apostlene pinsedag. Apostlenes efterfølgere er Kirkens biskopper, som de troende samles omkring. Biskopperne har i fællesskab den dobbelte opgave at forvalte de hellige mysterier og, sammen med alle troende, at bevare Kristi Kirkes tro uden hverken at lægge til eller trække fra.
******
Med det følgende skal jeg kort antyde læren om menneskets guddommeliggørelse, sådan som den indgår i den ortodokse tro og leves i den ortodokse kirke.
Vi begynder med at spørge: Hvad er meningen, formålet med det kristne liv? Og vi svarer i kirken: Formålet med at leve det kristne liv er at komme til at ligne Gud. Med andre ord: At blive frelst er det samme som at komme til at ligne Kristus. Målet med at være kristen er kriste-lighed. Som Grundtvig (skønt ikke-ortodoks) så smukt og præcist fremstiller forholdet: ”O kriste-lighed, du skænker vort hjerte, hvad verden ej véd.”
 |
| Vejen, af biskop Kallistos (Ware) |
Guddommeliggørelsen i den ortodokse lære er uløseligt knyttet til Guds oprindelige plan med skabelsen. Alt, som er til, alle universets elementer, hele skabningen er bestemt til fællesskab med Gud. Skabningen i sin helhed er ment som en teofani, dvs. en åbenbaring af Guds herlighed. Frelse består derfor ikke alene i, at Gud lader nåde gå for ret i forhold til menneskers overtrædelser; frelse består i ”alle tings genoprettelse”, som apostlen Peter prædiker om (ApG 3:21).
Verden består ikke alene af mennesker, men af alt levende; og mennesket er ikke ene om at være berørt af syndefaldet. Vi tror og lærer, at hele skabelsen er blevet ”underlagt forgængeligheden”; men vi tror også, at alt er bestemt til at forvandles fra ”forkrænkelighed” til ”herlighed” (Rom 8: 20–21). Og vi tror, at mennesket har en afgørende rolle i skabningens forvandling. Ved syndefaldet har vi revet alting med os. Verden er blevet noget, vi oftest misbruger og lægger øde. Men ved Kristus og i hans kirke har vi fået den opgave og det ansvar atter at bære skabningen frem for Gud, vi er blevet sat til at medvirke til igen at samle alt det skabte i kærlighedens fællesskab.
Menneskenes frelse er således knyttet til hele skabelsens frisætning. Først skal vi mennesker blive ”Guds børn”; og ved det nye menneske skal hele skabningen sættes fri fra forgængelighed og få del i Guds herlighed, altså blive guddommeliggjort. Apostlen Paulus fremstiller sagen sådan: ”Thi skabningen venter i inderlig længsel på, at Guds børn skal åbenbares” (Rom. 8: 18).
Guddommeliggørelsen, den gennemgribende forvandling af mennesket og alt det skabte, eren proces. Vi taler ikke om en frifindelsesdom ”én gang for alle”, vi taler snarere om en gradvis forvandling af hele vor måde at være til på. Og forvandlingen finder ikke sted ”automatisk” eller ubevidst. Den finder heller ikke sted imod vores vilje. Tværtimod: Frelse er, ortodokst forstået, resultatet af et bevidst, frivilligt samvirke mellem Gud og menneske.
Hvordan kan et sådant samvirke komme i stand? For det første: Den Ortodokse Kirke har til alle tider lagt afgørende vægt på den rette forståelse af, hvem Kristus er. Alle stridigheder på de 7 kirkemøder, hvoraf det sidste fandt sted år 787, og hvor Kirkens lære i alt væsentligt blev formuleret, drejede sig om dette ene: Hvem er Kristus? Hvorfor? Fordi Kristi ”identitet” er fuldkommen afgørende for vor frelse. Kristus er Gud, og Kristus er menneske, ”uden adskillelse og uden sammenblanding”, som det udtrykkes ved kirkemødet i Chalcedon år 451. Kristi gud-menneskelighed er forudsætningen for vor frelse. Guds Søn tog vor menneskelighed på sig, for at vi kunne få del i hans guddommelighed.
 |
| 5 personer fra ærkestiftet er blevet kanoniseret som hellige af Patriarkatet i Konstantinopel: Nonnen, moder Maria (Skobtsova), protopresbyter (ærkepræst) Aleksej Medvedkov, præsten Dimitrij Klepinin, diakonen Jurij Skobtsov og lægmanden Ilja Fundaminskij (Nye hellige i vort stift). |
Den ortodokse frelseslære har således som sin kerne en udveksling mellem, men også en forening af Kristus og mennesker. Den mystiske forening af guddommeligt og menneskeligt demonterer tanken om ”stedfortrædende lidelse” til fordel for troen på, at Kristus tog vor forgængelighed og død på sig, så at vi kunne få del i hans sejr over døden og i det evige liv.
For det andet: Hvad er et menneske? Er vi virkelig skabt til forvandling, og har vi virkelig kapacitet til at indgå i samvirke med Gud? Den ortodokse menneskeforståelse har sin rod i skabelsesberetningen. I Første Mosebog 1:26 står der: ”Gud sagde: Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os.” Denne dobbelthed, ”billede” og ”lighed”, læser vi som et udsagn om en retningsbestemt dynamik i det skabte menneske. Gudsbilledet er da potentialet, muligheden, i hvert menneske, og livet i Kristus er den stadige bevægelse hen imod den fulde udfoldelse af dette potentiale, hen imod den virkeliggjorte lighed. Kirkens liv er følgelig ikke (kun) en udbedring af syndefaldets skader, men snarere en virkeliggørelse, omend under ændrede betingelser, af Guds oprindelige tanke med sin skabelse.
Hvert menneske indgår personligt, men i Kirkens fællesskab, i fuld frihed i samvirke med Gud med henblik på sin frelse eller guddommeliggørelse. Et menneske er hverken en automat eller en robot, som forud er programmeret til frelse eller fortabelse. Et menneske er heller ikke fastlåst i syndefaldet på en måde, som udelukker enhver positiv medvirken til Guds plan med os. Den ortodokse tro lægger afgørende vægt på menneskets frihed. Ligesom Jomfru Maria er hvert menneske fri til at sige ”ja” eller ”nej” til Guds engel.
Hvordan ser det da ud, vort samvirke med Gud? Hvordan foregår det, når vi, med Paulus’ ord ”arbejder på vores frelse med frygt og bæven”? Ad hvilke veje foregår rejsen frem mod det mål, hvor vi, igen med Paulus, kan sige: ”Jeg lever, dog ikke længere jeg, men Kristus i mig”? Hvori udmøntes det guddommeligt-menneskelige samvirke?
Guddommeliggørelsen begynder, leves og fuldendes i Guds kirke. At være kristen er ikke en abstrakt overbevisning, det er et konkret liv. Det gælder først og fremmest vor deltagelse i de hellige mysterier eller sakramenter. Nadveren er omdrejningspunktet. Kristus har selv knyttet vort nye liv i ham til visse legemlige handlinger: ”Sandelig, sandelig siger jeg eder; hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, så har i ikke liv i jer” (Joh. 6:53). Deltagelse, tilstedeværelse, medvirken i kirkens mysterier og bøn er en uomgængelig del af vejen frem mod fuldt fællesskab med Gud.
Herudover er der sider af kirkens liv, som vi i korthed kunne benævne ”bøn og faste”. Vi indrammer vores hverdag med bønner fra bønnebogen morgen og aften. Dertil beder mange den såkaldte ”jesusbøn” eller ”hjertebøn”, som sigter på at gøre os lige med Martas søster, Maria, som ”sidder ved Herrens fødder og hører på hans ord” (Luk. 10:39). Med Maria retter vi blikket mod ”det ene fornødne”. Og vi forbereder os med faste op til påske, jul og andre af kirkens højtider og løbende på onsdage og fredage.
Endelig vil mange ortodokse troende søge at få lejlighed til at aflægge besøg, om end korte, i ét af de klostre, som er en vigtig del af kirkens liv.
Rundt om i verden er der åndelige kraftcentre, klostre med munke og nonner, som virkeliggør Paulus’ påbud om at ”bede uden ophør”, ikke bare for sig selv, men for os, for hele kirken og for hele verden.
Det kristne livs endelige mål er guddommeliggørelsen, ligheden med Gud. Det betyder, at den kristne tros indhold ikke først og fremmest har at gøre med et ”budskab” eller en særlig kristen ”moral”, men sigter på hvert menneskes forvandling og helliggørelse i Kristus. Evangelisten Johannes udtrykker sagen klart: ”Vi véd, at når han åbenbares, skal vi blive ham lige, thi vi skal se ham, som han er” (1. Joh. 3:2).
Helligen Silouan
De hellige
Der er mennesker, som har ofret hele deres liv til at følge efter Kristus. En del af disse har Gud udvalgt som Kirkens hellige.
Den fremmeste blandt disse er selvfølgelig Jesu moder, vor
alhellige Gudsmoder, Jomfru Maria. Blandt de hellige finder vi
også profeterne, apostlene, kirkefædrene, martyrerne,
bekenderne, helbrederne og mange eremitter og munke, som har
trukket sig tilbage til klostrene eller til ødemarken for helt at
kunne vie sig til bønnen og kampen mod det onde.
- Den hellige Silouan — en nutidig helgen
- Hellige Ignatius af Antiokia
- Kristen ydmyghed og kenose ifølge den hellige Silouan
- Fasthold din tanke på helvede, og opgiv ikke håbet
- Nye hellige i vort stift
- 13. november: Vor hellige fader Johannes Chrysostomos
- 4. december: Den hellige Johannes af Damaskus
- 6. december: Den hellige Nicholas Undergøreren
- 1. januar: Vor hellige fader Basilios den Store, ærkebiskop af Cæsarea
- 14. januar: Den Hellige Nino
- 18. januar (og 2. maj): Vor hellige fader Athanasios
- 25. januar: Hellige Gregor Teologen (af Nazianz)
- 1. februar: Den hellige Brigid af Kildare
- 31. marts — hellige Moder Maria Skobtsova af Paris
- The Orthodox Veneration of Mary the Birthgiver of God
1.
Ortodokse kristne hører til i Den Ortodokse Kirke. “Ortodoks” har to betydninger: “den rette tro” og “den rette lovprisning”.
Den Ortodokse Kirke er den oprindelige Kirke, som er grundlagt af Kristus selv. Vi kalder også Kirken “apostolsk”, fordi Kristi apostle gav den en fast ordning. I Den Ortodokse Kirke er apostlenes mundtlige og skriftlige undervisning blevet bevaret frem til vore dage – og vil blive bevaret til alle tider.
Den Ortodokse Kirke ledes af Kirkens biskopper.
Kristus udvalgte selv apostlene. Apostlene udvalgte og indviede ved håndspålæggelse Kirkens ledere, som skulle hjælpe dem og fortsætte apostlenes gerning. Disse kalder vi biskopper. Biskopperne indsatte nye biskopper, og sådan er den apostolske ledelse via håndspålæggelsen blevet bevaret i Kirken som en ubrudt kæde tilbage til Kristus.
Vi kalder også Kirken for “katolsk” eller “almindelig”. Det betyder, at Kirken strækker sig ud over hele verden og omfatter alle mennesker. For at skelne Den Ortodokse Kirke fra Den Romersk-katolske Kirke, som har paveinstitutionen og også på andre måder skiller sig ud fra den oprindelige Kirke, taler vi nogle gange om “Østkirken” eller “Den Græsk-katolske Kirke”, hvilket imidlertid ikke er ganske korrekt.
2.
Sandheden, som er åbenbaret os af Gud selv, bliver bevaret og formidlet gennem den hellige Tradition og den hellige Skrift.
I den hellige Tradition bevares dét, som fromme mænd og kvinder har fået fra Gud og givet videre til Kirken i tale og levned.
I den hellige Skrift bevares de Guds ord, som er nedskrevet af de hellige apostle og profeter under Helligåndens vejledning.
Den hellige Tradition er ældre end den hellige Skrift. Vi kan sige det sådan, at Skriften udgør en del af Traditionen.
3.
Enklest og bedst lærer vi os den sande, kristne tro i Trosbekendelsen. Den er udformet af de hellige Fædre på de første af de almindelige eller økumeniske kirkemøder. Det er kun i Den Ortodokse Kirke, Trosbekendelsen er bevaret uforandret i sin rene form.
4.
I Trosbekendelsen (eller Trossymbolet) siger vi, at vi tror på Gud, som er én af væsen, men tre Personer: Gud, Faderen; Gud, Sønnen; og Gud, Helligånden.
Derfor kaldes Gud også: Den hellige Treenighed.
Vi bekender os også som medlemmer af den apostolske Kirke, som vi forenes med ved dåben.
Til sidst bekender vi, at målet for det jordiske liv er det evige liv i Guds Rige, hvor vi kommer hen efter de dødes opstandelse og den yderste dom.
5.
Den almægtige Gud er vor himmelske Fader
Han er Skaberen af alting, alt det synlige og usynlige.
Den usynlige verden omfatter englene, som Gud først skabte. Engle er åndsvæsener, Guds sendebud, som har indflydelse på enkelte mennesker og på hele befolkningsgrupper ifølge Guds hellige vilje.
Hvert menneske har en skytsengel, som beskytter og hjælper og indgyder gode tanker.
Alle engle blev skabt gode. Men nogle af dem brugte deres frie vilje til hovmodigt at rejse sig imod Guds vilje. Derfor faldt de dybt og blev onde. Disse onde engle søger bestandigt at lokke mennesker til sig og bort fra Gud.
Efter den usynlige verden skabte Gud den synlige verden og mennesket i Sit eget billede, altså med fri vilje. Og selv om mennesket faldt for den ondes fristelser, forkastede Gud ikke mennesket, men ville hjælpe det på fode igen.
6.
Derfor sendte Gud Sin enbårne Søn, vor Herre
Jesus Kristus
Han blev ved Helligånden født af Jomfru Maria.
Kristus gav os Sit Evangelium, det glade budskab om frelsen og om Guds Rige.
Han ofrede sig frivilligt på korset for at forsone mennesket med Gud.
Han opstod fra de døde, besejrede djævelen og døden, og gav også os del i opstandelsen fra døde.
Han fór op til himmelen og åbnede atter Himmerigets port, som på grund af synden havde været lukket for os.
7.
På pinsedagen sendte Kristus
Helligånden
Helligånden blev sendt til disciplene. Han forener os med Kristus på samme måde, som man poder en gren på et træ. Grenen suger livskraft fra træet og begynder at leve samme liv som træet På tilsvarende måde får det menneske, som er forenet med Kristus, sin livskraft fra Ham og begynder at leve Hans evige liv.
8.
Helligåndens nåde eller Guds kraft får vi del i gennem
De hellige mysterier
Mysterierne eller sakramenterne har Jesus Kristus selv givet os. Der regnes normalt med syv, og det er dem, der formidler Guds frelse til os:
1. I dåben renses mennesket for synden, fødes til nyt, åndeligt liv og bliver kristen.
2. Ved myronsalvelsen får den døbte fra Helligånden styrke til at stå imod fristelserne og leve det nye liv i Kirkens fællesskab.
3. Ved Herrens hellige nadver får den kristne del i Kristi Legeme og Blod, forenes sjæleligt og legemligt med Ham og får dermed del i det evige liv.
4. Ved bodens eller skriftemålets mysterion får det menneske, som med oprigtig anger bekender sine synder, gennem skriftefaderen tilgivelse af Kristus selv.
5. Ved præsteordinationen får den mand, som er udvalgt af Helligånden, gennem biskoppens håndspålæggelse fuldmagt til at forrette de hellige mysterier og lede menigheden.
6. I ægteskabets mysterion vies mand og kvinde af Kristus selv til fælles liv efter Guds bud.
7. Ved syge-salvelsen får den, der er syg, styrke fra Gud og kan blive helbredt på ånd og legeme.
9.
Frelsen formidles gennem de hellige mysterier.
Og disse forvaltes af
Kirken
Derfor må dén, som vil frelses fra synden og mørket, tilhøre Kristi Kirke.
Kirken er én, fordi den har en eneste grundvold og et eneste hoved, Jesus Kristus. De enkelte medlemmer af Kirken forenes ved kærligheden.
Kirken er hellig, fordi den er Kristi hellige legeme, hvori Helligånden bor.
Kirken er almindelig eller katolsk, fordi den strækker sig ud over hele verden.
De, som er gået bort fra det jordiske liv, hører ikke dermed op med at være medlemmer af Kirken. De er blot flyttet fra Kirkens synlige, jordiske del til dens usynlige, himmelske del.
10.
Ethvert medlem af Kirken, som ønsker at få del i det evige liv må
Følge efter Kristus
Kristi efterfølgelse betyder at have fast tro på Ham som vor Frelser og at følge Hans eksempel, aldrig at tøve med at gøre Hans vilje, at forsage sig selv og utrætteligt kæmpe mod de onde tilbøjeligheder og bestandigt forbedre sig. Intet af dette er muligt uden Guds nåde.
Af kærlighed til os lod Kristus sig frivilligt korsfæste. Dét er Hans store kærlighedsgerning. Derfor bør vi vise vor kærlighed til Ham og vor vilje til at følge Hans bud ved at handle i kærlighed mod vore medmennesker. Vi skal da ikke undlade at ofre dét, som er os selv til behag, vore egne ønsker, og i yderste fald endog vort eget liv. Heller ikke dette kan finde sted, uden at vi får hjælp og styrke fra Kristus selv.
Gennem bønnen står vi i stadig forbindelse med Kristus. I bønnen lovpriser vi Guds fuldkommenhed, takker Ham for Hans store godhed og beder Ham om hjælp med vore åndelige og legemlige behov.
Uden bøn kan vi ikke lære Gud at Kende!
Til den indre bøn hører den ydre bøn, for Gud har skabt os med både sjæl og legeme. Derfor beder vi ikke blot med tanken, men benytter samtidigt både ord, bevægelser og handlinger. Korsets tegn er de kristnes hellige tegn. Når vi gør korsets tegn, mindes vi Den Korsfæstede og giver udtryk for vor vilje til at overgive os til Ham. Også bøjninger hører med til bønnen. Nogle gange bøjer vi kun nakken, andre gange hele overkroppen, og endnu andre gange bøjer vi os helt til jorden.
11.
Der er mennesker, som har ofret hele deres liv til at følge efter Kristus. En del af disse har Gud udvalgt som
Kirkens hellige
Den fremmeste blandt disse er selvfølgelig Jesu moder, vor alhellige Gudsmoder, Jomfru Maria. Blandt de hellige finder vi også profeterne, apostlene, kirkefædrene, martyrerne, bekenderne, helbrederne og mange eremitter og munke, som har trukket sig tilbage til klostrene eller til ødemarken for helt at kunne vie sig til bønnen og kampen mod det onde.
De helliges forbønner er stærke, allerede mens de lever på jorden; men når de efter døden farer op til himlen, får de endnu mere styrke. Derfor ærer og hylder vi dem og beder dem om forbønner og hjælp i vore egne bønner.
Den nåde, som Gud har ladet de hellige få del i, angår hele mennesket, både sjæl og legeme. Derfor er også deres jordiske levninger eller relikvier hellige.
Vi ærer også billeder af Kristus, Gudsmoder, engle og de hellige. De kaldes ikoner, og vi har dem i vore hjem som tegn på, at vi altid tager imod de hellige budbringere, Gud sender os. Når vi beder, stiller vi os foran ikonerne. De er synlige billeder af Guds usynlige nåde og af Guds vedvarende, usynlige nærvær. Derfor er ikonerne hellige.
12.
Vi beder også for de døde. Bønnen for de døde forener os med dem, vi elsker her på jorden. Kærligheden dør aldrig. Bønnen for de døde forener os med dem, ligesom bønnen til englene og til de hellige forener den jordiske del af Kirken med den himmelske. I Kristi lys og kærlighed forenes alt og alle til én stor enhed — til Kristus selv, Hans hellige Kirke.
efter Tito Colliander
(finsk teolog og skønlitterær forfatter 1904 — 1989)
fra: Ortodoks Bønnebok, Oslo 2002
fordansket af redaktionen
Ortodokse kristne hører til i Den Ortodokse Kirke. “Ortodoks” har to betydninger: “den rette tro” og “den rette lovprisning”.
Den Ortodokse Kirke er den oprindelige Kirke, som er grundlagt af Kristus selv. Vi kalder også Kirken “apostolsk”, fordi Kristi apostle gav den en fast ordning. I Den Ortodokse Kirke er apostlenes mundtlige og skriftlige undervisning blevet bevaret frem til vore dage – og vil blive bevaret til alle tider.
Den Ortodokse Kirke ledes af Kirkens biskopper.
Kristus udvalgte selv apostlene. Apostlene udvalgte og indviede ved håndspålæggelse Kirkens ledere, som skulle hjælpe dem og fortsætte apostlenes gerning. Disse kalder vi biskopper. Biskopperne indsatte nye biskopper, og sådan er den apostolske ledelse via håndspålæggelsen blevet bevaret i Kirken som en ubrudt kæde tilbage til Kristus.
Vi kalder også Kirken for “katolsk” eller “almindelig”. Det betyder, at Kirken strækker sig ud over hele verden og omfatter alle mennesker. For at skelne Den Ortodokse Kirke fra Den Romersk-katolske Kirke, som har paveinstitutionen og også på andre måder skiller sig ud fra den oprindelige Kirke, taler vi nogle gange om “Østkirken” eller “Den Græsk-katolske Kirke”, hvilket imidlertid ikke er ganske korrekt.
2.
Sandheden, som er åbenbaret os af Gud selv, bliver bevaret og formidlet gennem den hellige Tradition og den hellige Skrift.
I den hellige Tradition bevares dét, som fromme mænd og kvinder har fået fra Gud og givet videre til Kirken i tale og levned.
I den hellige Skrift bevares de Guds ord, som er nedskrevet af de hellige apostle og profeter under Helligåndens vejledning.
Den hellige Tradition er ældre end den hellige Skrift. Vi kan sige det sådan, at Skriften udgør en del af Traditionen.
3.
Enklest og bedst lærer vi os den sande, kristne tro i Trosbekendelsen. Den er udformet af de hellige Fædre på de første af de almindelige eller økumeniske kirkemøder. Det er kun i Den Ortodokse Kirke, Trosbekendelsen er bevaret uforandret i sin rene form.
4.
I Trosbekendelsen (eller Trossymbolet) siger vi, at vi tror på Gud, som er én af væsen, men tre Personer: Gud, Faderen; Gud, Sønnen; og Gud, Helligånden.
Derfor kaldes Gud også: Den hellige Treenighed.
Vi bekender os også som medlemmer af den apostolske Kirke, som vi forenes med ved dåben.
Til sidst bekender vi, at målet for det jordiske liv er det evige liv i Guds Rige, hvor vi kommer hen efter de dødes opstandelse og den yderste dom.
5.
Den almægtige Gud er vor himmelske Fader
Han er Skaberen af alting, alt det synlige og usynlige.
Den usynlige verden omfatter englene, som Gud først skabte. Engle er åndsvæsener, Guds sendebud, som har indflydelse på enkelte mennesker og på hele befolkningsgrupper ifølge Guds hellige vilje.
Hvert menneske har en skytsengel, som beskytter og hjælper og indgyder gode tanker.
Alle engle blev skabt gode. Men nogle af dem brugte deres frie vilje til hovmodigt at rejse sig imod Guds vilje. Derfor faldt de dybt og blev onde. Disse onde engle søger bestandigt at lokke mennesker til sig og bort fra Gud.
Efter den usynlige verden skabte Gud den synlige verden og mennesket i Sit eget billede, altså med fri vilje. Og selv om mennesket faldt for den ondes fristelser, forkastede Gud ikke mennesket, men ville hjælpe det på fode igen.
6.
Derfor sendte Gud Sin enbårne Søn, vor Herre
Jesus Kristus
Han blev ved Helligånden født af Jomfru Maria.
Kristus gav os Sit Evangelium, det glade budskab om frelsen og om Guds Rige.
Han ofrede sig frivilligt på korset for at forsone mennesket med Gud.
Han opstod fra de døde, besejrede djævelen og døden, og gav også os del i opstandelsen fra døde.
Han fór op til himmelen og åbnede atter Himmerigets port, som på grund af synden havde været lukket for os.
7.
På pinsedagen sendte Kristus
Helligånden
Helligånden blev sendt til disciplene. Han forener os med Kristus på samme måde, som man poder en gren på et træ. Grenen suger livskraft fra træet og begynder at leve samme liv som træet På tilsvarende måde får det menneske, som er forenet med Kristus, sin livskraft fra Ham og begynder at leve Hans evige liv.
8.
Helligåndens nåde eller Guds kraft får vi del i gennem
De hellige mysterier
Mysterierne eller sakramenterne har Jesus Kristus selv givet os. Der regnes normalt med syv, og det er dem, der formidler Guds frelse til os:
1. I dåben renses mennesket for synden, fødes til nyt, åndeligt liv og bliver kristen.
2. Ved myronsalvelsen får den døbte fra Helligånden styrke til at stå imod fristelserne og leve det nye liv i Kirkens fællesskab.
3. Ved Herrens hellige nadver får den kristne del i Kristi Legeme og Blod, forenes sjæleligt og legemligt med Ham og får dermed del i det evige liv.
4. Ved bodens eller skriftemålets mysterion får det menneske, som med oprigtig anger bekender sine synder, gennem skriftefaderen tilgivelse af Kristus selv.
5. Ved præsteordinationen får den mand, som er udvalgt af Helligånden, gennem biskoppens håndspålæggelse fuldmagt til at forrette de hellige mysterier og lede menigheden.
6. I ægteskabets mysterion vies mand og kvinde af Kristus selv til fælles liv efter Guds bud.
7. Ved syge-salvelsen får den, der er syg, styrke fra Gud og kan blive helbredt på ånd og legeme.
9.
Frelsen formidles gennem de hellige mysterier.
Og disse forvaltes af
Kirken
Derfor må dén, som vil frelses fra synden og mørket, tilhøre Kristi Kirke.
Kirken er én, fordi den har en eneste grundvold og et eneste hoved, Jesus Kristus. De enkelte medlemmer af Kirken forenes ved kærligheden.
Kirken er hellig, fordi den er Kristi hellige legeme, hvori Helligånden bor.
Kirken er almindelig eller katolsk, fordi den strækker sig ud over hele verden.
De, som er gået bort fra det jordiske liv, hører ikke dermed op med at være medlemmer af Kirken. De er blot flyttet fra Kirkens synlige, jordiske del til dens usynlige, himmelske del.
10.
Ethvert medlem af Kirken, som ønsker at få del i det evige liv må
Følge efter Kristus
Kristi efterfølgelse betyder at have fast tro på Ham som vor Frelser og at følge Hans eksempel, aldrig at tøve med at gøre Hans vilje, at forsage sig selv og utrætteligt kæmpe mod de onde tilbøjeligheder og bestandigt forbedre sig. Intet af dette er muligt uden Guds nåde.
Af kærlighed til os lod Kristus sig frivilligt korsfæste. Dét er Hans store kærlighedsgerning. Derfor bør vi vise vor kærlighed til Ham og vor vilje til at følge Hans bud ved at handle i kærlighed mod vore medmennesker. Vi skal da ikke undlade at ofre dét, som er os selv til behag, vore egne ønsker, og i yderste fald endog vort eget liv. Heller ikke dette kan finde sted, uden at vi får hjælp og styrke fra Kristus selv.
Gennem bønnen står vi i stadig forbindelse med Kristus. I bønnen lovpriser vi Guds fuldkommenhed, takker Ham for Hans store godhed og beder Ham om hjælp med vore åndelige og legemlige behov.
Uden bøn kan vi ikke lære Gud at Kende!
Til den indre bøn hører den ydre bøn, for Gud har skabt os med både sjæl og legeme. Derfor beder vi ikke blot med tanken, men benytter samtidigt både ord, bevægelser og handlinger. Korsets tegn er de kristnes hellige tegn. Når vi gør korsets tegn, mindes vi Den Korsfæstede og giver udtryk for vor vilje til at overgive os til Ham. Også bøjninger hører med til bønnen. Nogle gange bøjer vi kun nakken, andre gange hele overkroppen, og endnu andre gange bøjer vi os helt til jorden.
11.
Der er mennesker, som har ofret hele deres liv til at følge efter Kristus. En del af disse har Gud udvalgt som
Kirkens hellige
Den fremmeste blandt disse er selvfølgelig Jesu moder, vor alhellige Gudsmoder, Jomfru Maria. Blandt de hellige finder vi også profeterne, apostlene, kirkefædrene, martyrerne, bekenderne, helbrederne og mange eremitter og munke, som har trukket sig tilbage til klostrene eller til ødemarken for helt at kunne vie sig til bønnen og kampen mod det onde.
De helliges forbønner er stærke, allerede mens de lever på jorden; men når de efter døden farer op til himlen, får de endnu mere styrke. Derfor ærer og hylder vi dem og beder dem om forbønner og hjælp i vore egne bønner.
Den nåde, som Gud har ladet de hellige få del i, angår hele mennesket, både sjæl og legeme. Derfor er også deres jordiske levninger eller relikvier hellige.
Vi ærer også billeder af Kristus, Gudsmoder, engle og de hellige. De kaldes ikoner, og vi har dem i vore hjem som tegn på, at vi altid tager imod de hellige budbringere, Gud sender os. Når vi beder, stiller vi os foran ikonerne. De er synlige billeder af Guds usynlige nåde og af Guds vedvarende, usynlige nærvær. Derfor er ikonerne hellige.
12.
Vi beder også for de døde. Bønnen for de døde forener os med dem, vi elsker her på jorden. Kærligheden dør aldrig. Bønnen for de døde forener os med dem, ligesom bønnen til englene og til de hellige forener den jordiske del af Kirken med den himmelske. I Kristi lys og kærlighed forenes alt og alle til én stor enhed — til Kristus selv, Hans hellige Kirke.
efter Tito Colliander
(finsk teolog og skønlitterær forfatter 1904 — 1989)
fra: Ortodoks Bønnebok, Oslo 2002
fordansket af redaktionen
*******
Ikonerne
I kirkerne er der billeder af Jesus, Jomfru Maria og andre hellige. Der kan også være statuer og udskårne billeder.Vi kalder dem for ikoner. Det er normalt malede billeder, men kan altså også være et kors eller en statue.
Ikonerne viser de hellige, men de er ikke bare billeder. De er vinduer! Gennem ikonen kan vi have en kontakt med den hellige, som man kan se på ikonen.
Derfor gør vi korsets tegn og beder foran ikonen, og derfor kysser vi også ikonen. Det er ikke billedet, vi kysser, men det er den hellige, som vi ser “gennem” ikonen.
Hos jøderne er det forbudt at lave billeder af Gud, og der var også kristne i gamle tider, som mente, at det skulle være forbudt. I 700- og 800-tallet var der en voldsom kamp mellem kristne, der ville forbyde ikonerne, og kristne, der ville beholde dem. Dem der ville forbyde ikonerne, anklagede de andre for at dyrke billederne, som om de var afguder.
Det endte med at ikonerne blev ved med at være en vigtig del af Kirkens tradition. Det kalder man for ortodoksiens sejr i år 843. Ortodoks betyder “ret tro” og “rigtig tilbedelse”.
Ikonerne er jo i grunden netop det, at Kristus har fjernet afstanden mellem, alt det Han har skabt, og Gud selv. Jesus Kristus Guds søn blev jo født som et rigtigt menneske, og blev derved et billede på Gud.
Ikonerne laves efter ganske bestemte regler, og derfor ser de meget ens ud. Maleren, som også kaldes “ikonografen”, sætter dog også sit særlige præg på den enkelte ikon. Der er desuden lidt forskellige traditioner. Russiske, græske og ægyptiske ikoner ser forskellige ud, men det er stadig tydeligt, at det er ikoner.
Det er almindeligt at ortodokse har en ikon med Jesus og en ikon med Gudsmoder Jomfru Maria. Mange har også en ikon med deres navnehelgen. Hvis man for eksempel hedder Anna, kan man have ikonen for den hellige Anna, mor til Jomfru Maria. Hvis man hedder Lukas, kan man have ikonen for den hellige Lukas, der har skrevet Lukas-evangeliet.
Inden ikonen tages i brug, skal den velsignes af præsten. Man kan selv deltage i præstens velsignelse.Ikoner er en hellig skrift, ligesom Bibelen er det. Derfor siger man ofte, at ikoner “skrives”. Hvis man studerer ikonerne nøje, er der ofte mange detaljer med en betydning.
På Genopstandelses-ikonen kan man se Jesus Kristus stå på to plader over et dybt hul. Han står i hvidt tøj, hvorfra Guds uskabte lys skinner. I hullet kan man se knogler – det er dødsriget. Kristus har overvundet døden og dens magt, og er steget op fra dødsriget. Med sig trækker Han to mennesker: Adam og Eva (i rødt tøj ligesom Jomfru Maria), de to første mennesker. Men sammen med dem trækker Han alle mennesker fra fortiden og fremtiden, Han frelser os alle! Nøglen under Ham kan ikke længere låse porten, som er sprængt. Bag Ham står Johannes Døberen, som havde profeteret om Kristus.
Άγιος Ansgar (Άνσγκαρ) της Γερμανίας και ιεραπόστολος των Σκανδιναβικών χωρών. († 865): http://orthodoxy-rainbow.blogspot.gr/2014/05/ansgar-865.html
ΑπάντησηΔιαγραφή